fra RUCnyt, nr. 11, april 1998.


Mødet mellem forskellighed
- derfor gruppearbejde

af Kim Mühlhahn

Med udgangspunkt i sin opgave "Tæt på korallen - et forslag til udvikling af gruppearbejdsformen på RUC med udgangspunkt i de personlige processer", der vandt prisopgavekonkurrencen for bachelor- og kandidatstuderende i efteråret, gør forfatteren sig her nogle overvejelser over, hvordan gruppearbejdsformen kan forbedres.

De personlige processers centrale betydning er både gruppearbejdsformens fordel - og ulempen ved den. Gruppearbejde tydeliggør de personlige processers rolle som centrale elementer i frembringelsen af videnskabelig viden - hvilket er en radikal ændring i den videnskabelige praksis. At kunne håndtere de problemer, gruppearbejde bringer i fokus, kræver viden og kompetencer, som er udviklet på basis af nye og kvalitativt anderledes forståelser, f.eks. af relationer mellem det faglige og det personlige. Jeg mener, at mange af problemerne med gruppearbejde stammer fra en bred misforståelse af, hvor stort dette udviklingsprojekt er.


Overfladisk viden

Trods 25 års erfaringer, og de mange ressourcer studerende og vejledere bruger på gruppearbejde, er der store problemer med at løse problemerne, når gruppeprocesserne ikke fungerer godt. Jeg har både set og undersøgt vanskelighederne på Voksenpædagogik på Åben Uddannelse, hvor jeg læste, men problemet er et mere generelt RUC fænomen, som f.eks. rapporten Solister på RUC vidner om.

I årenes løb har jeg været med til meget gruppearbejde, både på arbejdspladser og i organisationer, og jeg har fået nogle solide erfaringer med, hvad der fremmer og hindrer godt samarbejde. Især på Kvindehøjskolen, hvor jeg arbejdede i syv år, og i forbindelse med min 3 1/2 årige psykoterapiuddannelse, har jeg arbejdet mere systematisk med hvad konstruktive gruppeprocesser kræver.

Jeg ved f.eks. af erfaring, at samarbejdsklimaet i gruppen er direkte afhængigt af parternes evne til at løse konflikter. Og at det, for at løse konflikter, er nødvendigt at forholde sig både til det, parterne tænker, og det de føler, f.eks. deres angst eller vrede. Jeg ved, at det er nødvendigt at arbejde med følelser i konflikter - og at det ikke er let. Det kræver nærvær, mod, en høj grad af respekt for sig selv og den anden, og praktisk kompetence i at mærke og omgås følelser.

Set derfra virker den alment tilgængelige viden om, hvordan man løser problemer i gruppearbejde på RUC både mangelfuld og overfladisk. En grundig søgning i den projektpædagogiske litteratur - forskningen og håndbøgerne - viser, at manglerne på ingen måde er et lokalt RUC- fænomen. Der findes praktisk talt ingen diskussioner af, hvorfor man laver projekter i grupper, og bøgernes praktiske viden er for primitiv til at bruge som hjælp, når grupperne møder problemerne i virkeligheden. Den viden, der er til rådighed for projektarbejdende studerende og vejledere om gruppearbejde, må beskrives som værende fuld af huller.


Et grundlag for gruppearbejde

En grund til denne hullede tilstand ser jeg i fraværet af diskussioner om gruppearbejdets grundlag. Jeg savner reflektioner over de grundlæggende formål med at lave projekter i grupper, og synes at situationen ligner den måde, uddannelsesfilosoffen John Dewey beskrev reformpædagogikken i 30'ernes USA på: Fordi den nye pædagogik ikke så meget havde etableret sig på en ny filosofi, som på en modreaktion til den gamle, blev de pædagogiske løsninger ved med at være modreaktioner til "det gamle". Der blev ikke udviklet svar til de nye spørgsmål pædagogikken stillede. (1)

I min prisopgave giver jeg et bud på en filosofi, et grundlag, som har udgangspunkt i de nye spørgsmål gruppearbejde stiller, heriblandt de problemer der synliggøres ved den tæt kobling af de personlige processer og vidensproduktion. Forhåbentlig kan det, blandt de folk, der synes at det er værdifuldt at arbejde i grupper, anspore til diskussion om, hvad værdierne består af.


Mødet

Eksistensfilosofiens begreb mødet, (2) trækker nogle elementer frem, som jeg mener er centrale kvaliteter ved gruppearbejde. Et møde er et tilfælde, hvor et menneske berøres i sin eksistens af en fremmed virkelighed, og derigennem tvinges til at orientere sig på ny. At se og erkende en andens fremmedhed udfordrer vores hidtidige måde at se verden på, og kræver derfor, at vi tager stilling til en forandring. Dette ser jeg som en dynamik i læreprocesser.

Konfrontationen med det fremmede bliver dermed stedet for udvikling. Dette kræver dog, at parterne vedkender sig hinandens forskellighed, dvs. ikke bortforklarer den, "tolererer" den, eller hurtigt udvisker den i et kompromis.

I en gruppe indebærer konfrontationen bl.a., at medlemmerne må tage deres 'naturlige' indstillinger op til fornyet undersøgelse. At acceptere konfrontationen åbner muligheden for at afprøve ens hidtil gældende forestillinger, viden og livsforståelser. Gevinsten kan være dybere viden og mere sandfærdige verdensbilleder. Kravet er at gruppemedlemmerne udvikler modet til at gennemleve den utryghed, et møde skaber.

Processen kan nemlig fremkalde angst. Det kan føles utrygt at blive konfronteret med muligheden for, at det, man tager for givet, ikke passer. Jeg mener at dette er en grundlæggende kendsgerning, som gruppearbejdende studerende og vejledere må forholde sig seriøst til: konfrontationerne - læreprocesserne - kan fremkalder angst.

I opgaven inddrager jeg herudover videnskabsteoretiker og feminist Donna Haraways idé om lokaliseret viden ('situated knowledge', m.o.). (3) Fordi troværdig viden kræver kritisk sammenkobling mellem viden fra de forskellige lokale synspunkter, kan konfrontationer også forstås som en forudsætning for det videnskabelige arbejde.


Arbejdsgrundlag

Det grundlag for gruppearbejde, som opgaven opridser, kan udfoldes meget mere. Allerede nu kan det dog give et fingerpeg om, hvilken slags kompetencer velfungerende gruppearbejde kræver af studerende og vejledere, og dermed skitsere et arbejdsgrundlag for gruppearbejdsformens videre udvikling. Nogle af spørgsmålene i et sådant arbejdsgrundlag ville være:

Hvordan kan gruppemedlemmer lære at medtage de følelser, konfrontationerne sætter i gang i arbejdet med hinanden og projektet? Hvordan kan de lære det på RUC?

Hvordan kan medlemmerne skabe et klima i gruppen, der støtter dem i at undersøge de indstillinger, som de tager for givet, samtidig med at de kan forholde sig kritisk til hinandens viden eller holdninger?

Hvordan kan man arbejde tilpas dybtgående med angsten, sådan at det, der fastlåser konflikter i gruppen løses op, uden at processen bliver individuel terapi, eller ender i kaos?

Det bliver tydeligt, at ovenstående kompetencer indbærer udviklingen af en meget mere sofistikeret viden om gruppeprocessernes dynamik end de kompetencer som i øjeblikket tilbydes, f.eks. i de føromtalte håndbøger - herunder klassificering af medlems-, problem- og rolletyper, optegnelse af kommunikationsmønster, og lign.


Forskning i gruppearbejde på RUC

Såfremt RUC fortsat skal basere projektpædagogikken på gruppearbejde, mener jeg, at institutionen må stille sig som garant for, at den vejledning om gruppearbejdets processer, der er til rådighed for de studerende, har et tilstrækkeligt fagligt niveau til, at den kan bruges til at lære at arbejde i grupper med. Frembringelsen af denne viden er en forskningsopgave, og jeg mener, at RUC har både en interesse i og forpligtigelse til at sætte denne forskning i gang. Pionérarbejdet med at få etableret gruppearbejde som del af et universitetsstudium mener jeg skal følges op af det videre arbejde med at løse de problemer, arbejdsformen rejser.

Som ramme om denne forskning foreslår jeg, at der etableres et videns- og servicecenter på RUC. Centret skal arbejde pædagogisk, procesorienteret og vidensudviklende/forskende, og de ansatte skal have både praktisk og teoretisk kompetence i gruppeprocesarbejde. Centrets viden tænkes udviklet igennem at arbejde med de konkrete problemer og behov, som studerende og vejledere henvender sig med. Centret skal være RUCs faglige centrum for gruppeprocesekspertise.

Jeg er ikke i tvivl om at gruppearbejdsformen kan udvikles på RUC. Investeres ressourcer i projektet forestiller jeg mig, at kulturen omkring gruppearbejde kunne blive ganske god i løbet af 5 - 10 år. Er den viden, der udvikles, af tilstrækkelig høj kvalitet, kan den måske mindske de unødige anstrengelser, så mange forbinder med gruppearbejde i dag. Det ville være et smukt syn at se RUC gå foran med at realisere visionen om en universitetsuddannelse baseret ikke blot på projektarbejde i grupper, men på projektarbejde i velfungerende grupper.



Noter

(1) John Dewey, Erfaring og opdragelse, Christian Ejlers' Forlag, 1976 (opr. 1938).
(2) Martin Buber, Møde med mennesker, Steen Hasselbalchs Forlag, 1966; Otto Freidrich Bollnow, Eksistensfilosofi og pedagogikk, Fabritius & Sønners Bogtrykkeri, 1969.
(3) Haraway, Donna, 'Situated Knowledges: The Science Question in Feminism and the Privilege of Partial Perspective', Free Association Books, 1991.