Et sammenbrud og seks år senere…

Af Mette Jensen torsdag d. 19. juni 2003, bragt i Tidsskriftet Dansk Politi

For seks år siden mødte Niels Tornberg, mangeårig tillidsmand i Lyngby Politi, en person, der forandrede hans liv. I dag er han menig ordensbetjent – og bio-eksistentiel psykoterapeut

Læs også: Følelser er også for rigtige mænd

En novemberdag i '96 mødte politiassistent Niels Tornberg en person, der forandrede hans liv.
- Jeg regnede med, det var ligesom at gå til lægen. At han skulle reparere mig, og så var jeg kørende igen, fortæller han en sommerdag i villaen i Hillerød.
Men det skulle gå anderledes langsomt. Niels Tornberg havde sat sig i stolen foran en psykoterapeut. To minutter senere græd han.
- Hvis nogen en uge tidligere havde sagt, at jeg havde brug for en psykolog, var jeg blevet rasende, men nu sad jeg inderlig forpint og oplevede noget så enkelt som at blive accepteret fuldkommen uden forbehold. Det tog pippet fra mig.
Oplevelsen har siden dannet grundlag for et sæt nye værdier for den 46-årige ordensbetjent fra Lyngby. Værdier, som han bruger i sit virke på vagtholdet og i sin fritid, hvor han i dag selv er uddannet psykoterapeut. Værdier så enkle, at de ikke kan diskuteres og ret umulige at snakke om: Betydningen af medfølende, ukompliceret kontakt.

Sammenbrud

I begyndelsen af 90'erne var Niels Tornberg involveret i en faglig kamp på sin arbejdsplads. Samarbejdsproblemer gav genlyd helt op til Justitsministeriet, og det var efter endnu en dags intens forhandling, han opdagede, at kæden var knækket. En blødning, et galopperende hjerte og sveden, som løb ned over panden…
- Da var jeg klar over, at nu måtte det stoppe! Fra den ene dag til den anden trak jeg mig fra foreningsarbejdet.
I op mod ti år forinden var stress-symptomerne blevet stadig stærkere, konstant hovedpine, hekseskud, kiropraktor-besøg, hold i nakken, panodiler og udmattethed.
- Men mest af alt var jeg vred. Jeg var rasende på alt og alle, aggressionerne lurede konstant under overfladen. Jeg var skuffet over ledelsen og led ved mig selv. Set i bakspejlet var jeg udbrændt, og der skulle en voldsom fysisk påmindelse til, før jeg reagerede.

Mærker intet i kamp

- Når man er i kamp, mærker man ikke, hvordan man har det, og sådan havde det stået på i årevis. Vi havde en reel faglig opgave - virkelig noget at slås for - men det gik op for mig, at mit engagement også var båret af had, først og fremmest til mig selv. Det var blevet en kamp mod et negativt selvbillede, som gjorde, at jeg fik det dårligere og dårligere, fortæller Niels Tornberg.
Sammenbruddet blev fulgt op af nogle besøg på Krisepsykologisk klinik på Rigshospitalet.
- Men jeg holdt hurtigt op og gik i stedet derhjemme og spillede trompet og prøvede at finde mine ben.
Familielivet fortsatte. Men det gik ned ad bakke. En dag var det så sort, at Niels Tornberg kun med nød orkede at ringe sin søster op.
- Jeg kunne huske, hun havde fortalt om en terapeut, hun havde mødt - og det blev min redning. Indtil da havde jeg aldrig interesseret mig for den slags, men få dage efter sad jeg i stolen, og det hele krakelerede.

Gik derfra lettet

Terapibesøget blev til flere - i begyndelsen en session ugentlig - senere gik der uger imellem.
- Hver gang, jeg mødte op, var jeg ekstremt anspændt. Når jeg gik derfra var jeg lettet og fyldt af livsmod. Og havde lyst til at sige - jeg har ikke brug for flere tider, jeg klarer mig selv. Men hjemme gik der kun timer, før det blev mørkt igen, senere dage og først efterhånden kunne jeg finde ud af at vende tingene selv.
Hvad der langsomt var ved at ske var, at Niels Tornberg begyndte at mærke med sin krop - sorg, glæde, vrede, raseri - og dét, som skulle læres, var at reagere så den genvundne sensitivitet ikke forstyrrede hverdagen. Den indre forvandling skete langsomt, men sikkert. Uge for uge voksede roen og glæden over kontakten til andre, og livet vendte tilbage. Niels Tornberg besluttede at begynde på uddannelsen i bioeksistentiel psykoterapi, som han gennemførte over tre et halvt år med internatkurser, litteratur, gruppe- og egenterapi. Han praktiserer i dag i Nødebo.

Nye erfaringer

Politifagligt fortsatte hverdagen på nedsat tid. Dog med en afstikker uden for nummer, hvor Niels Tornberg arbejdede som socialarbejder i Københavns Kommune.
- På det tidspunkt var jeg overfølsom overfor magtudøvelse. Jeg måtte ud og møde mennesker, hvor jeg ikke "skulle komme efter dem".
Det var imidlertid i politiarbejdet, Niels Tornberg første gang praktiserede sine nye erfaringer.
- Jeg afhørte en kvinde i en bedragerisag. Hun var tydeligvis vaneforbryder, og vi baksede løs. Pludselig siger hun: Ok, det var mig! Og så kan jeg simpelthen ikke lade være med at spørge: Hvad får dig dog til det. Og så bryder hun sammen: Åh, hvad skal jeg gøre… og jeg svarer, at den beslutning kan hun kun selv tage, men at jeg kender én, der kan hjælpe hende. Og så får hun nummeret på en terapeut, jeg kender.

Min bedste dag

To år senere møder Niels Tornberg kvinden til et foredrag, hvor hun forsvinder, da hun ser ham. Senere bliver han ringet op af kvindens terapeut og indvilger i at deltage i en terapitime.
- Pointen er, at hun grædende fortæller, at de to vigtigste personer i hendes liv - skræmmende og ulykkeligvis nok er terapeuten og mig. Hvor kort kontakten end havde været fra min side, havde den skabt en forandring i hendes liv. Den afhøring var uden sammenligning min bedste dag i politiet indtil nu… hvor ubetydelig det end kan lyde for andre.
Kollegernes reaktion på den tidligere så barske tillidsmands forvandling har været delte. En enkelt er ved at slutte en tilsvarende terapiuddannelse, andre vil ikke høre tale om "love, peace and understanding".
Niels Tornberg griner og læner sig tilbage i solskinnet med fingrene i V-tegn.
- Men jeg er for længst holdt op med at missionere. De, der er nysgerrige, skal nok spørge, resten nøjes jeg med at drille lidt en gang i mellem.

At gøre og være

En opgave, Niels Tornberg har fået særligt tag i, er de psykisk syge.
- Første oplevelse var en ældre dame, der skulle tvangsindlægges. Hun slog om sig og skreg højt. Men så fik jeg den indskydelse at holde om hende med begge arme på en måde, der tydeligvis fik hende til at falde til ro. Men det var ikke det, jeg gjorde, der virkede. Men det, at jeg var. Hun mærkede, at jeg i de få sekunder var der med tanke alene for at berolige hende. Politiforretningen kom i anden række.

Det sværeste i verden…
Oplevelsen rummer filosofien bag Niels Tornbergs ny måde at anskue kontakt på. At kontakt skal være ægte.
- Ord som "ægte kontakt "bliver selvfølgelig lynhurtigt en kliche. Men at være ægte - med hele sig selv og ikke bare sin uniform - er det sværeste i verden.
Når psykisk syge går fra panik til at være trygge i Niels' nærvær, oplever han det som en særlig sarthed overfor "facade". Som børn kan de mærke, om nærværet er født af et ærligt hjerte eller som middel til at opnå noget.
- Du kan gøre ting på den rigtige måde. Men er medfølelsen ikke til stede, vil der altid være et skær af falskhed. Der er nogle kvaliteter i dét at have kontakt, som er skjult for de fleste, selv om det langt fra er af ond vilje. Alle ønsker at gøre godt og føler værdi ved at løse andres konflikt. Men gennemslagskraften ligger i at være til stede uden at overtage smerten eller forsøge at minimere den, fordi man ikke ved, hvad man skal stille op.

Den gode hensigt

Det er paradoksalt, at ægthed trænges i baggrunden af netop "den gode hensigt".
- Vi er for ivrige efter at fjerne smerten hos den forpinte. Det er en fælde, for det vil aldrig ske, siger Niels Tornberg og henviser til politiets psykologiske debriefing.
- Det eneste, der efter min opfattelse, giver mening, er at lytte. Man behøver ikke forstå kollegaens reaktion. For hvad er der at stille op. Det skete er sket, ja, det er ubeskriveligt at opleve et barn brænde inde, og man var ikke i stand til at hjælpe. Som kollega kan man intet "gøre" - udover at stå bi med kørelejlighed osv. Men hjælpsomheden fører ofte til, at man foreslår løsninger som "nu trænger du til en tur sydpå" eller "det går snart over" eller "det var ligesom den gang, jeg…". Alt sammen i bedste hensigt. Men den kriseramte føler sig ikke mødt, fordi det indirekte høres som: Nu skal de følelser ikke tage overhånd - få dem overstået og se at komme videre.

Mærk selv

Niels Tornberg har ved flere lejligheder tilbudt sin ekspertise til sin station, men er blevet mødt med venlig afvisning.
- Det kan jeg selvfølgelig godt forstå, når jeg husker, hvordan jeg selv så på den slags før. Der er udbredt forskrækkethed over for "bløde værdier", selv om vi er begyndt at snakke mere om det. Politiet har fået nogle strukturer og nogle ord på papir, og det er klart en start. Den store udfordring bliver at leve dem. Alle snakker om værdibaseret ledelse, men værdier kan ikke tænkes, men skal mærkes - og at mærke en værdi, som kilde til ægte motivation, kan du kun, hvis du kan mærke dig selv.

Læs også: Følelser er også for rigtige mænd

Genveje
Artikler - Psykoterapi - Instituttets Psykoterapeuter og Psykologer
Om sorg - Om mobning - Fagpersonlig Udvilking - Forsiden