Børn og Krisehjælp

Forfatter: Ulla Andersen

Nedenfor ses 3 artikler af Ulla Andersen: Indledende artikel, 12-årige Annes far har en hjertesygdom og Annes psykoterapeut. De er resultatet af et interview med Monika Kern og er bragt samlet i Femina nr.47, 20.November 2003.

Indledende artikel:

Når børn får brug
for krisehjælp

Det er ikke kun voksne, der kan komme i krise og få brug for professionel hjælp. Men ofte er vi tilbøjelige til at overse, når børn har brug for krisehjælp. Børn taler nødigt om deres vanskeligheder og har svært ved at sætte ord på, hvad de føler. Og ofte er de meget solidariske med deres forældre og påtager sig et ansvar for familiens trivsel, som de slet ikke er i stand til at magte. Hvert år mister 4000 børn en forælder og ud af Danmarks 1,1 mio. unge under 18 år, oplever næsten hver tredje, at deres forældre bliver skilt. Dertil kommer et ukendt antal børn, som lever med, at en forælder er svært syg. Femina har talt med 12-årige Anne, der hele sin barndom har levet med en far, der er hjertepatient og den psykoterapeut, der hjalp Anne med at håndtere angsten. Læs hvordan man kan hjælpe børn, når livet gør ondt.

12-årige Annes far har en hjertesygdom:

Psykologen lærte hende
at styre sin angst

Da Anne – dengang 9 år - sammen med sine forældre en søndag kom hjem fra en udflugt ringede telefonen. Med den chokerende meddelse, at Annes onkel – hendes fars bror – var død. Af samme hjertesygdom, som hendes egen far har – og som hendes farfar mange år tidligere også var død af i en ung alder.
Anne blev ikke alene rystet over, at hendes onkel var død. Men også over, hvor ked af det hendes far blev.
-Jeg kunne ikke li´ at se ham græde. Sådan havde jeg aldrig set ham før. Det var meget væmmeligt, fortæller Anne, som i dag er 12 år.
Anne var kun to år, da hendes far fik en blodprop i hjertet, og siden har hun levet med, at hendes far har en svær hjertesygdom.
-Faktisk lige indtil hendes onkel døde, levede hun i lykkelig uvidenhed om sin fars sygdom. Den gav sig heller ikke umiddelbart udtryk eller påvirkede hende og familiens daglige liv. I lange perioder kunne vi ikke mærke, at hendes far havde den sygdom, fortæller Annes mor, og tilføjer:
-Men da hendes onkel døde, rykkede virkeligheden tættere på, og jeg tror også, at det havde noget med hendes alder at gøre. Hun var begyndt at opdage, at ingen mennesker – heller ikke hendes forældre – er udødelige. Livet var ikke længere den rene idyl og noget af barndommens uskyld forsvandt. Det havde hun svært ved at tackle.
I første omgang kunne Annes forældre ikke tolke barnets reaktion og Anne selv var ikke i stand til at forklare, hvad der skete og hvorfor.
-Anne er enebarn og var netop så småt begyndt at synes, det var sjovt at være sammen med andre end sine forældre. Hun elskede at sove ude hos kammeraterne, nød at få lov til at gå mindre ærinder for sig selv og var det i hele taget på vej til så småt og på sin egen lille måde at løsrive sig fra os, fortæller Annes mor.
-Men det forandrede sig langsomt. Og uden at vi forbandt det med hendes onkels død og hendes fars sygdom. Om aftenen trak hun sengetiden til langt over det rimelige. Påstod, at hun ikke var træt og ikke kunne falde i søvn. Så skulle lyset i hendes værelse pludselig brænde hele natten, selv om hun aldrig før havde sovet med lyset tændt. I første omgang troede vi bare, at hun havde det lidt svært. Enten i skolen eller med kammeraterne. Vi kender jo alle sammen til, at man komme ind i en periode med spekulationer, hvor man har svært ved at sove. Så vi slog os til tåls med, at det nok ville gå over. Vi forsøgte at tale med Anne om det, men hun hævdede hårdnakket, at der intet var i vejen, siger Annes mor.

Det blev værre

Det viste sig da også, at Annes problemer ikke gik over af sig selv. Tværtimod voksede de.
-Hun begyndte at blive bange for at gå fra os. På det tidspunkt forstod vi ikke hvorfor, og det skete da også, at vi blev irriterede på hende og affærdigede hende med ordene ”Hold nu op med det pjat”. Hvilket bare gjorde det endnu værre for hende. For i virkeligheden led og døjede hun og må have følt, at vi voksne ikke ville hjælpe hende ud af kniben. Men hun kunne jo ikke sætte ord på, hvad der plagede hende og vi andre kunne ikke regne den ud. Til sidst blev det så slemt, at vi ikke engang kunne gå ind til bageren ved siden af for at hente et rugbrød uden at hun ville med. Hun havde fuldstændig tabt sit ellers gode humør og var hele tiden så underlig nervøs og urolig. Det begyndte efterhånden at blive temmelig anstrengende for os alle. Men især var det svært at se sit barn lide uden at kunne finde ud af hvorfor, siger Annes mor.
Også i skolen begyndte de at lægge mærke til, at Anne havde forandret sig. Hun var blevet mere pirrelig og indelukket.
-Til sidst var det tydeligt at Anne havde det rigtig dårligt, og at vi måtte gøre noget. Jeg har en veninde, som er psykolog, og det var hende, der foreslog, at Anne kom til en psykolog. Jeg må tilstå, at jeg aldrig selv ville være kommet på den tanke. Jeg havde overhovedet ikke forestillet mig, at børn kunne have brug for psykologhjælp – eller for den sags skyld få noget ud af det, siger Annes mor, der med hjælp fra veninden fandt en privatpraktiserende psykoterapeut, som havde erfaring med børn.
-Hvordan var det så at tale med hende, Anne?
-Det gik fint. Jeg synes, at hun var sød at tale med.
-Hvad talte I om?
-Først snakkede vi om alt muligt, og jeg fortalte om mine mareridt. Når jeg skulle sove om aftenen, kom jeg hele tiden til at tænke på, at der kunne ske noget med mine forældre.
-Hvad f.eks?
-Jeg var bange for, at de skulle dø. Jeg forestillede mig alt muligt. Nogen gange var jeg bange for, at der skulle komme en røver ind i vores lejlighed og slå min far og mor ihjel. Min mor sagde, at der ikke kunne komme nogen ind, for alle dørene var låste, men jeg kunne ikke få tankerne ud af hovedet.
-Hvad sagde psykologen så til dig?
-Hun lærte mig, hvordan jeg selv kunne stoppe tankerne. Hun sagde til mig, at når tankerne kom, så skulle jeg lade være med at fantasere videre på dem. Vi lavede også nogle øvelser, hvor jeg skulle lære at trække vejret rigtigt, så den knude jeg havde i maven kunne forsvinde. Og så lærte hun mig at ligge i sengen og sparke med arme og ben, så uroen i kroppen forsvandt.
-Hjalp det?
-Ja, det gjorde.

Talte om angsten

Også Anne´s mor bemærkede, at der skete en mærkbar forandring med Anne.
-Det kom jo ikke sådan fra den ene dag til den anden, men det var tydeligt, at Anne blev mere og mere lettet og fik nemmere ved at håndtere sin hverdag. Efter seks-syv besøg ringede psykologen og sagde, at hun mente, Anne nu selv ville være i stand til at komme videre. Ved samme lejlighed fik jeg en god snak med psykologen. Hun forklarede mig, at Annes problemer skyldtes hendes fars sygdom. Hun var slet og ret bange for, at han skulle dø. Og vi havde nok forsømt at være åbne over for hende i et misforstået forsøg på at skåne hende. Men hun havde jo opsnappet, at der var noget galt med hendes far, og at vi helst undgik at tale om det. Især rådede psykologen min mand til at forsøge at være så åben som muligt – og også gerne tale lige ud om sin egen angst. For som psykologen sagde, ”så smitter angst i familien”. Børnene kan mærke, at der ulmer et eller andet, men når vi andre ikke kan eller tør sætte ord på, så kan de jo heller ikke, siger Annes mor, og fortsætter:
-Faktisk blev det et vendepunkt for hele familien og til dels også i forhold til den øvrige familie og vennerne. Vi begyndte at tale højt om sygdommen. Ikke sådan hele tiden, men langsomt vænnede vi os til, at det jo faktisk var en realitet, at Annes far var alvorligt syg og at vi alle tre skulle lære at leve med angsten. Senere, da sygdommen udviklede sig yderligere og Annes far flere gange røg på hospitalet med fuld udrykning, viste det sig at være en stor fordel for os alle tre, at vi allerede var begyndt at tale åbent om det. Og Anne var godt rustet til at møde de ubehageligheder, der følger i kølvandet på en opvækst med en meget syg far. Hun havde fået nogle redskaber med sig fra psykologen, og det samme havde vi andre faktisk også fået, siger Annes mor.

-Det første år efter at Anne havde besøgt psykologen, kunne vi mærke, hvordan det gik fremad dag for dag. Hun slap ikke angsten og utrygheden helt, men vi var glade for at se, at hun fik det bedre. På et tidspunkt skulle hendes klasse på lejrskole, og vi så, hvordan hun kæmpede med sig selv. Hun ville jo forfærdeligt gerne med, men vidste inderst også, at hun måske ville blive utryg og bange om aftenen. Hun besluttede sig for at tage med, og den første aften klarede hun den. Men næste aften gik hun helt i spåner og vi måtte køre 150 km. ud og hjem midt om natten for at hente hende hjem, fortæller Annes mor.

Venners reaktion

-Det værste var nok familie og venners reaktion. De syntes, at vi bare var overpylrede og overbeskyttende over for Anne, og at det var os, der havde gjort hende så utryg. Det var hårdt at høre på. Men både Annes far og jeg stod fast. Vi var af den sikre overbevisning, at hun aldrig ville få det bedre, hvis vi tvang hende ud i situationer, hun ikke kunne magte. Eller sagde ”Hold nu op med at skabe dig” eller ”Tag dig dog sammen”. Vi kunne mærke, at hun hellere end gerne ville have ”et normalt liv”, sove ude hos veninderne, være på lejrskole og den slags, men hun magtede det ikke. I dag er jeg glad for, at vi var tålmodige og aldrig pressede hende til noget. For da hendes fars sygdom udviklede sig og han flere gange var lige ved at dø fra os, var hun overraskende godt rustet. Jeg er overbevist om, at det skyldes hendes besøg hos psykologen, siger Annes mor og fortsætter:
-For et år siden blev Annes far indlagt på Rigshospitalet, og da lægerne fortalte os, at de ville indstille ham til en hjertetransplantation, fik vi virkelig et chok. Og blev samtidig nervøse for, hvordan Anne ville tage det. Vi blev nødt til at være ærlige, havde vi erfaret, men der er jo mange måder at være ærlig på. Jeg må tilstå, at vi sagde til hende, at det var alvorligt, men at de selvfølgelig kun ville give hendes far et nyt hjerte, fordi de troede på, at han dermed kunne blive rask igen. Den var hun med på. Men jeg kunne også se og mærke, at det var hårdt for hende. Jeg blev bange for, at hun ville reagere som tidligere, og derfor sagde jeg til hende, at hun kunne komme til at tale med psykologen igen, hvis hun havde brug for det. Jeg blev fuldkommen paf, da hun stille og roligt sagde ”Det er jeg glad for, og jeg skal nok sige til, hvis jeg får brug for det. Men jeg må lige tænke over det”. Ærlig talt blev jeg temmelig stolt af hende, for det var tydeligt, at det at gå til psykolog var blevet noget positivt og helt naturligt i hendes liv. Jeg tror, at bare tanken om, at hun kunne få den nødvendige hjælp, var nok. Og hun havde jo gode erfaringer med sig.

Trist stemning

På Rigshospitalet rådede personalet Annes mor til at fortælle hendes lærere i skolen om faderens sygdom. Så de kunne være forberedte på en eventuel reaktion fra Annes side.
-Men i den forbindelse overraskede Anne mig. Hun blev virkelig vred og forlangte, at jeg ikke nævnte hendes fars sygdom med ét eneste ord i skolen. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle stille op. Eller hvorfor det var så vigtigt for hende, at skolen intet måtte få at vide. Jeg kunne ikke få ud af hende, hvad det gik ud på.
-Hvorfor måtte de ikke vide noget i skolen, Anne?
-Der blev talt så meget om min fars sygdom derhjemme, og det gad jeg ikke altid høre om. Stemningen blev så trist. Ovre i skolen kunne jeg være i fred, og derfor ville jeg ikke have, at de skulle vide noget, forklarer Anne.
For et halvt år siden fik Annes far en stor hjerteoperation. Lægerne skønnede, at operationen kunne udskyde en hjertetransplantation og give hendes far mulighed for at få det bedre under ventetiden på et nyt hjerte.
-Det var en hård tid for hele familien, men vi havde alle sammen lært noget af psykologen, og det tror jeg, er årsag til, at både min mand og jeg kunne hjælpe Anne igennem tiden op til operationen og især også bagefter. Vi fulgte psykologens råd om så vidt muligt at være ærlige, men også at lade hende være i fred. Hun havde brug for et liv uden for hjemmet, sammen med kammeraterne, at gå til sport og i det hele taget også få lov til at grine, pjatte og være den 12-årige pige, hun nu engang er. Vi har talt med Anne om, at hun til enhver tid kan komme til at tale med psykologen igen, men det virker som om, at hun har accepteret sine livsbetingelser med en syg far og at hun kan håndtere det. Men ingen tvivl om, at det har påvirket hendes barndom, og at hun måske en dag får brug for mere psykologhjælp. Men jeg er glad for og tryg ved, at hun nu ved, hvordan man kan få hjælp, når livet gør ondt, slutter Annes mor.

Annes psykoterapeut:

Jeg lærte hende at
rumme angsten

Børns følelser skal altid tages alvorligt og hvis hele familien er indstillet på det, kan man faktisk nå langt med børn, siger Monika Kern, der lærte Anne at håndtere sin fars alvorlige sygdom

-I mit arbejde med både børn og voksne tager jeg altid udgangspunkt i kroppen. Den fortæller os nemlig, når noget er galt. Det gjorde jeg også med Anne, som tydeligvis havde det dårligt, da hun kom til mig. Men hvis hele familien er indstillet på at hjælpe barnet og også er villige til at se på deres egne mønstre og adfærd, så kan man faktisk hurtigt hjælpe børn. Ofte er de meget modtagelige, og lærer de i en tidlig alder at tage deres følelser alvorligt, kan det spare dem for mange problemer senere i livet.
Monika Kern, Hillerød, er oprindeligt uddannet pædagog, men har senere taget en tre ½ årig uddannelse som bioeksistentiel psykoterapeut, og har i mange år arbejdet med børn i terapi.
-Jeg tager udgangspunkt i ”gøren og væren”. Hvordan gør man og handler man udadtil – og hvordan kan man lære at komme i kontakt med sig selv og sine følelser, altså få lov til være den man er – på godt og ondt. Når man undertrykker sine følelser, får man forringet sin livskavlitet, og det var netop, hvad der var sket for Anne, siger Monika Kern, og fortsætter:
-Det første jeg gjorde, var at iagttage Annes kropslige reaktioner. Og jeg lagde straks mærke til, at hun trak vejret ”omvendt”. Når hun hev luft ind, trak hun maven ind, og når luften skulle ud igen, spilede hun maven ud. Normalt skal det være omvendt, hvis man skal have en ordentlig vejrtrækning, og for mig var det et tydeligt tegn på, at hun holdt igen på en hel masse følelser. Når man trækker vejret på den måde, kan man undgå helt eller delvist at mærke sine følelser. Hun forsøgte at beskytte sig mod og kontrollere den angst, hun følte indeni. Hun vidste bare ikke, at det var det, hun gjorde. Børn holder ofte deres tanker og følelser for sig selv, og for Anne var anstrengelser blevet til den knude i maven, som hun fysisk kunne føle. Med andre ord brugte hun al sin energi på at kontrollere angsten, og til sidst kom hun til at sidde fast i det, jeg vil kalde en energiknude. Og hun havde praktisk talt ikke krudt til noget som helst andet. Jo mere man undertrykker angsten, jo større bliver den og knuden i maven vokser sig større og gør rigtig ondt. Og Anne havde virkelig knoklet for at snyde den knude og få det væmmelige til at gå væk.

For stort ansvar

Hvad gjorde du så?
-Allerførst gjorde jeg mig umage for at vinde hendes tillid og skabe en tryg atmosfære imellem os. For det kræver mod at konfrontere sig selv med angsten og turde se den i øjnene. Heldigvis var Anne meget kvik og modtagelig, og da jeg begyndte at arbejde med hendes vejrtrækning og fik hende til at få jordforbindelse – og dermed kontakt med sig selv – begyndte hun at lukke op og fortælle om alle de tanker og forestillinger hun havde. Det viste sig ret hurtigt, at hun ganske enkelt var bange for, at hendes forældre skulle dø. Hun havde fået et chok, da hendes onkel døde, og hun vidste udmærket godt, at hendes far havde samme sygdom. Uanset man intet siger til børn, mærker de alligevel, at der er noget galt, og så begynder de at gætte og lave fantasier. Hendes angst sad som spændinger i kroppen, og hun brugte alle sine ressourcer på at kontrollere angsten. Hun havde mere eller mindre ubevidst besluttet sig for, at hun skulle passe på sine forældre, og det betød, at hun som en anden lille vagtsoldat havde påtaget sig ansvaret for, at holde øje med forældrene døgnet rundt. Sådan noget er et barn jo alt for lille til at rumme, og dermed kom hun til at føle sig helt forkert og ulykkelig. Og dermed voksede angsten og fantasierne også, forklarer Monika Kern, og tilføjer:
-Det var derfor min opgave at vise hende, at man ikke dør af at mærke sin angst. Jeg skulle lære hende at rumme den helt konkrete angst, hun jo havde for, at hendes far skulle dø. Samtidig skulle hun også lære at mærke sine egne styrker og kræfter, så hun kunne skille tingene ad. Og når jeg arbejder med børn, er det meget vigtigt for mig at inddrage hele familien. For som vi har set i Anne´s tilfælde var det manglen på åbenhed i familien, der havde skabt grobund for Anne´s fantasier. Hun vidste godt, at der var noget galt, men når de voksne ikke talte om det, hvordan skulle hun så kunne? Det var først, da Anne´s forældre begyndte at være ærlige og tale om sygdommen, at hun fik luft og blev i stand til at bremse alle de tanker, hun havde gjort sig helt alene. Man kan sige, at forældrene tog ansvaret tilbage og lod hende være det lille barn igen. Og det hjalp. Børns følelser skal altid tages alvorligt, og derfor synes jeg, at det var ærgerligt, at venner og familie omkring Anne forsøgte at neglisere hendes reaktioner og skyde dem hen som ”pjat”, ”forkælelse” eller ”pylrethed”.

Skåner børnene

Hvad siger du til, at hun ikke ville tale med nogen i skolen om sin fars sygdom?
-Det synes jeg er en ganske sund og naturlig følelse. Vi voksne vælger jo også, hvem vi vil betro os til. Og jeg kan kun opfatte det som om, at Anne har styr på, hvem hun vil vise sine følelser til – og hvem hun ikke vil dele dem med. Det kunne vi voksne måske lære lidt af, griner Monika Kern og henviser til, at mange af hendes voksne klienter netop har problemer med at finde ud, hvor deres personlige grænser går.
-Jeg synes, at Anne har lært at passe på sig selv. Det betyder selvfølgelig meget, at forældrene bakkede hende op og tog hende alvorligt. Og samtidig forstår jeg godt, at forældre i et forsøg på at skåne deres børn, fortier sandheden om f.eks så alvorlig en sygdom. Men man skal bare vide, at børn har enorme antenner og hvis ikke, man er ærlig over for dem, så laver de deres egne fantasier. Og de lærer desværre, at det ikke er tilladt at mærke både angsten, vreden, frustrationen. Kunsten er at kunne rumme både de positive og de negative følelser, og oplever man, at det er forkert at mærke sine følelser, udvikler det sig til et negativt selvbillede, som barnet risikerer at skulle slås med resten af sit liv. Med Anne lykkedes det, at få hende til at turde integere angsten i sit liv – og dermed fik hun også muligheden for at komme videre og bruge sine kræfter på alt det sjove, som livet jo også er for en 12-årig, slutter Monika Kern.