Force Majeure - en film om et par i krise

Hvad ser en Sensetik parterapeut i filmen?

Forfatter: Gorm Lundshøj

Force Majeure er en svensk film af Ruben Östlund, om en families skiferie i Alperne. Da en lavine truer med at rulle ind over familien og øvrige gæster på en udendørs restaurant tager faren, Tomas, sin mobiltelefon og skihandsker og flygter og efterlader moren, Ebba, tilbage med deres to små børn. Der sker dem ikke noget og da faren vender tilbage til bordet spiser familien videre og snakker om lavinen, men ikke om, at faren stak af. Tomas reagerede i panik og opdager bagefter, at det valg var helt forkert. Han føler skyld over det og benægter sit valg.

Se trailer: https://www.youtube.com/watch?v=fjjzVbTBF8o

Filmen igennem forsøger Ebba at komme til at tale med Tomas om, at han stak af, men han benægter det fortsat. Farens løgn og hvad den gør ved familien er filmens tema. Det er fantastisk flot, realistisk og indleveligt skildret og derfor også tåkrummende og meget ubehageligt til tider. Som parterapeut havde jeg masser af impulser til at gribe ind og hjælpe dem.

Der er flere af Sensetiks centrale pointer, som skildres meget bedre i denne film end vi normalt evner at gøre det i vores tekster om terapi. Dermed er den første pointe allerede uddraget. Den pædagogiske Sensetik pointe: Det er meget nemmere at tale om teorien, når vi lige har oplevet det, vi taler om.

Én virkelighed - én sandhed

Tomas' forsøger at løse problemet med sin skyldfølelse ved at benægte, at han stak af og sige, at det er Ebbas oplevelse, at han løb, og den har hun lov at have, men han har sin egen oplevelse. Hans benægtelse virker helt absurd i filmen - vi har jo allesammen set ham løbe. Ebba spørger, hvad hans oplevelse er. Det siger han er irrelevant. Løgnen topper, da Tomas ser en video (optaget på telefon) af lavine situationen og siger: ”Ja, det ser ud som om han løber. ”

Sensetik pointe: Der er én virkelighed og én sandhed. Hvis to oplevelser er forskellige, så er mindst den ene forkert eller også er vi ikke færdige med at tale om og konkretisere, hvad vi har oplevet - så må vi finde ud af præcist, hvor vi oplever noget forskelligt og er uenige.
Sensetik pointe: Den væsentligste Sensetik pointe og filmens hovedbudskab er, at det er Tomas’ krænkelse af Ebbas sandhedssans - hans løgn, manipulation og spil med og for hende - der er det virkeligt ubærlige og ufordøjelige/utilgivelige for hende, dvs. det som for alvor skiller dem ad - langt mere end det er selve svigtet ved flugten i paniksituationen. Det er løgnen, som skiller dem ad.

Læs mere i Informations artikel: Da sandheden forsvandt, hvor der også er kommentar af Olav Storm Jensen: Da sandheden forsvandt

Fælles virkelighed

I parterapi hos en Sensetik terapeut ville udgangspunktet have været, at Ebba og Tomas skulle have fælles virkelighed - de skal være enige om, hvad der er sket for at kunne tale om det. Derfor havde jeg sagt til faren, at hans oplevelse er meget relevant og vigtig for, at vi kan finde ud af, hvor deres oplevelser er forskellige. Der er en overhængende fare for, at Tomas ville fortsætte med at modarbejde og blive ved med at benægte, at han flygtede fra sin familie og så ville parterapien have meget svære vilkår og handle om at gøre det tydeligt, at han modarbejder og ikke bidrager til løsning af problemet.

Sensetik pointe: Vi skal have fælles virkelighed og vi skal tale om det samme. Dette for at modvirke, hvad vi ofte ser: Man bliver enige om overordnede (og rigtige) pointer, som ikke gør nogen forskel i det konkrete tilfælde. F.eks. Tomas og Ebba: "Nu er vi på ferie sammen - så skal vi bare have det rart. " Det kan de hurtigt blive enige om som overordnet mål, men hvad skal de gøre for at opnå det?

Læs mere: Sensetik parterapi

Parterapeut på vildveje

Tomas' ven, Mats (ham med skægget), forsøger at agere parterapeut for Ebba og Tomas og hjælpe dem. Jeg fik det indtryk, at han identificerer sig med Tomas og gør sit bedste for, at udfri ham af skyldfølelsen. Han taler om menneskets overlevelsesinstinkt og drager paralleller til dem som overlevede Estonia forliset. Meget af det han siger er for så vidt rigtigt og kan på rette tid og sted måske nok hjælpe Tomas, når og hvis Tomas kommer til at skulle tilgive sig selv, at han stak af. Men foreløbig vil han jo ikke engang indrømme, at han gjorde det, så "parterapeutens" velmente forsøg på hjælp er forstyrrende og vi venter bare på, at han bliver færdig med det. Det kan tydeligt mærkes, at hans forsøg på at hjælp ikke hjælper, men det mærker han ikke selv og han kører videre derudaf med sit foredrag.

Sensetik pointe: Terapeuten skal være i kontakt med egne følelser for at kunne følge processen og handle relevant.

Kroppen skal være med

Der er en fin scene, hvor Mats og Tomas løber off piste og Tomas har det ad helvede til. Mats fortæller, at han selv har gået til psykolog i 2 år og talt og talt, men det hjalp ikke. Men da han gik ud i skoven og skreg i 5 minutter, så fik han det bedre. "Det sætter sig i kroppen", siger han. Da Tomas følger opfordringen og skriger højt fornemmer man, at det er godt for ham.

Sensetik pointe: Kroppen skal med i terapi, hvis det skal nytte noget. Selvom ændring af tanker nogle gange kan give en umiddelbar lettelse, så er det ikke det, som giver den forløsende og nødvendige forandring.

Spil

På et tidspunkt bryder Tomas grædende sammen og hulker til Ebba, at han ikke kan holde ud at leve sammen med sig selv. Men Tomas følelsesudbrud er en del af hans spil og løgn over for Ebba – han spiller sin anger. Hun afslører ham ved at sige, at han ikke græder rigtigt, men han fortsætter med spillet og spiller, at det er forfærdeligt synd for ham, at han skal leve med sit selvhad. Han indrømmer diffust, at han ”svigtede i lavinesituationen”. Han gør det til en slags uforskyldt personlig skæbne, at han må leve med sit selvhad.

Hans spil virker på børnene, som er i angst for, at forældrene skal skilles. De kaster sig trøstende over faren - og datteren prøver at få sin mor med, men Ebba giver i sin frastødthed af Tomas spil kun sine trøstende kærtegn til børnenes rygge.

I stedet for dette spil, som forsøg på at få det bedre med sin skyldfølelse, skulle Tomas i stedet for tage ægte ansvar: Jeg svigtede jer i farens stund - og jeg svigter jer endnu mere, ved at fornægte jeres sande oplevelse af virkeligheden.

Selvforhold

Tomas forsøger at få det bedre med sin skyldfølelse, dels ved at benægte, hvad han gjorde og dels ved at spille anger. Men med denne løgn gør han sin familie endnu mere ondt. Det kan han heller ikke holde ud, så det erkender han heller ikke som en fejl og bliver i stedet ved at benægte. Derved bliver skaden større og større og der bliver mere og mere at være skamfuld over. Det er en ond cirkel, som vi i Sensetik refererer til som "Den dumme Vej".

Læs mere om "Den dumme Vej": http://www.sensetik.dk/krop_nu_og_virkelighed.

Sensetik pointe: Når man skal forstå og leve sig ind i andres menneskers valg og adfærd, som umiddelbart virker uforståelige, så kan der ofte være en vej til forståelse i spørgsmålet: "Hvad er det personen forsøger på." I Force Majeure forsøger Tomas, at få det godt med Ebba og sig selv ved at benægte, hvad han har gjort. Det valg bliver mere forståeligt, når man forstår, hvor meget han hader sig selv for, at have stukket af fra sin familie. Jeg forestiller mig, at han et sted inde i sig selv, siger til sig selv: "Det må ikke være sandt. " Men den måde, som Tomas forsøger at få det bedre på, gør det værre - meget værre. Det er jo faktisk hans løgn, som skiller dem ad. Den er meget værre end selve flugten.

Sensetik pointe: Det er selvforholdet - altså det Tomas ser, når han ser på sig selv - som er problemet. Han dømmer sig selv hårdt pga. sin fejl. Hvis han i stedet så på sig selv med lige så forstående øjne, som denne biografgænger gjorde, så ville der være en vej til tilgivelse af ham selv. I terapilokalet ville jeg f.eks. spørge ham, hvad han synes om en far, som så stærkt fortryder, at have løbet væk fra sin familie. Jeg ville spørge til hans følelser for sine børn. Jeg ville spørge om, hvad han ville gøre, hvis han kunne gøre det om. Jeg ville spørge om han kan lære noget af sin fejl. På den måde ville jeg prøve at hjælpe ham til at komme i kontakt med den kærlige far han i virkeligheden er - se og mærke at han er en god og kærlig far - som har gjort noget forkert, og som fordømmer sig selv benhårdt det.

Filmens slutning og hvad der mangler

Senere i filmen kommer Ebba i knibe og Tomas redder hende. Han får derved en slags oprejsning: Han er alligevel redningsmanden, når det gælder. Og til allersidst ryger Tomas en cigaret, hvad han ikke plejer, og hans søn spørger "Ryger du, far?". Tomas trækker vejret ind og man venter en vag bortforklaring a la "Ikke rigtigt, det er bare en enkelt lille cigaret". Men Tomas ombestemmer sig og svarer i stedet: "Ja, det gør jeg." Det er en lettelse, at han svarer direkte og ærligt uden omsvøb. Det giver en slags oprejsning efter hans udenomssnak og benægtelse filmen igennem.

På trods af disse to scener slutter filmen uforløst og man får ikke at vide, hvordan det går dem. Hvad mangler ud fra parterapeutens perspektiv? Der mangler, at Tomas tager fuldt og helt ansvar, for det han har gjort mod Ebba og deres børn, sådan, at det - hævet over enhver tvivl - kan mærkes, at han anerkender og tager alvorligt, hvad han har gjort og derved også anerkender og mærker de følelser han har i den forbindelse. Det er afgørende, at han også tager ansvaret for sin efterfølgende løgn og spil på sig. Parterapeutens opgave her ville være, på baggrund af erfaring med og kontakt til egne følelser, at mærke, hvornår han tager sin handling på sig og hvornår han undviger - også selvom det bare er en lille undvigelse.

Sensetik pointe: Ansvar er et meget vigtigt begreb. Når man kan mærke, at noget ikke er blevet helt godt imellem et par, så betaler det sig, at kigge efter ansvar, som ikke er blevet taget. Man hører tit synspunktet, at den part, som er blevet dårligt behandlet skal tilgive. I Sensetik terapi er erfaringen, at den part, som har begået en fejl skal tage fejlen på sig - tage ansvar for sin fejltagelse. Hvis vedkommende gør det fuldt og helt, så kommer den andens tilgivelse af sig selv. Tilgivelse er ikke noget man kan vælge - det er noget, som kan komme af sig selv (og meget ofte gør det), når en fejl bliver helt indrømmet. Er det ikke nemt at forestille sig, at Ebba ville tage imod Tomas med åbne arme, hvis han talte åbent og ærligt med hende om sin flugt og ulykkelighed over at have svigtet sin familie i farens stund.

Læs mere: Om parterapi.
Læs mere: Om Gorm Lundshøj.