Fagpersonlig udvikling

Af Niels Tornberg, politiassistent tirsdag d. 22. februar 2005

Forfatter: Niels Tornberg

Artiklen er bragt i Tidsskriftet Dansk Politi nr. 2/2005.

Følelser har vi med os, hvad enten vi vil være ved dem eller ikke. Det interessante er, hvad vi gør med dem.
De fleste politiopgaver er ikke svære at løse ud fra et teoretisk synspunkt. Alle har gået på politiskolen og lært den side af sagen. Hvis vi ikke har den paratviden, der er nødvendig, ved vi som regel, hvor vi kan finde den, eller også er der ofte en kollega, der ved det.
Jeg tror, alle har oplevet, at man efter en politiforretning har følt en dyb tilfredshed med forløbet – eller det diametralt modsatte. Jeg synes, det er interessant at undersøge, hvad det er, der gør forskellen. Min oplevelse er, at det er den ”fagpersonlige kompetence”, der gør udslaget.

En mand ringer en sen eftermiddag til stationen og er meget bekymret for sin 18-årrige datter. Anmelderen og hustruen skulle et par timer tidligere efter aftale have mødtes med datteren. For første gang nogen sinde er hun udeblevet fra en aftale. Et par måneder tidligere havde hun været indlagt på en lukket psykiatrisk afdeling, idet hun blandt andet havde selvmordstanker. Anmelderen har nu søgt efter hende og ringet rundt til dem, han kan komme i tanke om, men ingen kan hjælpe ham. Nu ser han kun én mulighed tilbage, nemlig at ringe til politiet, hvor han taler med mig.

Forståelse

Samtalen strækker sig vel over 10-15 minutter, hvor vi gennemgår de muligheder, han selv har prøvet. De er stort set udtømmende. Jeg udtrykker min forståelse for hans angst for, at der er tilstødt datteren en ulykke. Jeg oplyser ham, at min vurdering er, at der ikke på nuværende tidspunkt er noget konkret i hans oplysninger, der gør, at politiet vil foretage sig noget. Jeg opfordrer ham til at vende tilbage, hvis der dukker nye oplysninger op. Anmelderen ringer et kvarter senere og meddeler til min afløser, at han har fået kontakt med datteren, og at hun er i god behold.

Tålmodighed

Ovenstående er et eksempel på fagpersonlig kompetence. Selvom anmelderen ikke fik det, han ringede for, nemlig at politiet skulle gøre noget for at finde hans datter, så skrev han et brev til politimesteren, hvori han udtalte sin taknemmelighed over den behandling, han havde fået. Han brugte ord som: "Den yderst kompetente og medmenneskelige måde, hvorpå Deres kollega greb sagen an", og at jeg "viste en tålmodig, venlig og beroligende væremåde".

Medfølelse

Jeg tror, at der var to årsager til anmelderens tilfredshed. Den ene var, at han blev mødt med medfølelse. Denne tilstand af medfølelse kunne ikke erstattes af floromvundne ord, der postulerede eller beskrev den. Det afgørende var, at jeg som "afsender" havde kontakt med medfølelse, og at "modtageren" mærkede den. Jeg skulle ikke gøre noget i den anledning, andet end at erkende og anerkende følelsen.

Den anden årsag var, at jeg tog det fulde ansvar for min " polititaktiske" vurdering: At politiet ikke ville gøre noget. Jeg tog ansvaret uden at angle efter hans forståelse. Uden at sige: "Du må jo nok kunne forstå, at vi ikke … osv. Han kunne både mærke mig som menneske, og at jeg tog ansvar for mig selv (politiet). Det gav tryghed.

I kontakt

Episoden og anmelderens reaktion mindede mig endnu engang om, hvad det er, der gør, at publikum engang imellem bliver vældig tilfredse med politiet. Jeg bliver igen og igen bekræftet i, at det afgørende i mødet mellem mennesker afhænger af i hvor høj grad parterne er i kontakt med sig selv. Der skal to til tango, men der skal kun een til at ødelægge den. Vi kan ikke bestemme, om publikum ødelægger "tangoen". Om publikum giver deres bidrag til en god kontakt eller ej. Men vi er herre over, om vi selv i så høj grad som muligt bevarer kontakten med os selv. Selvom publikum ikke er i kontakt med sig selv, gør det stadig en stor forskel, om vi er det.

Professionel distance

Her vil nogen måske mene, at det da er en ”selvfølgelig forudsætning”, at alle politifolk er i kontakt med sig selv. Her er det min oplevelse, at det langt fra altid er tilfældet. Når jeg taler om at være i kontakt med sig selv, er det i ordets egentlige og dybeste betydning. At være i kontakt med sig selv betyder dels at mærke sin krop sådan rent fysisk så fuldstændigt som muligt og dels at mærke de følelser, der hele tiden spontant opstår i kroppen som for eksempel glæde, sorg, angst, frygt, vrede i varierende styrker. Fra mig selv har jeg erfaret, at det kræver et vedvarende og hårdt arbejde at bevare kontakten med mig selv - og alligevel lykkes det ikke altid. Jeg oplever også kolleger, der tydeligvis ikke er i kontakt med sig selv, men bevarer en såkaldt "professionel distance" til omgivelserne.

Mærk efter

Distancen til os selv kan være affødt af flere grunde. En af dem er naturligvis, at politijobbets dramatiske karakter ofte sætter os i psykisk belastende situationer. Det er jo i sig selv udfordrende. Jeg tror, distancen til os selv, hvad enten den er stor eller lille, har sine rødder i den ofte automatiserede måde, vi møder vores følelser og dermed os selv på. Det er min erfaring, at jo mere vi er os selv, jo bedre løser vi opgaverne rent "politi-teknisk".

Hvis vi skal være os selv, er vi også nødt til at erkende, hvad vi er. Det vil sige, at vi er nødt til i enhver situation at spørge os selv: "Hvad gør det her ved mig, hvordan har jeg det i virkeligheden med det, der foregår"? Vi er hele tiden nødt til at mærke efter i vores krop.

Følelserne

Mærker vi efter, bliver det muligt at bruge hele os selv i opgaveløsningen . Gør vi det ikke, betyder det ikke, at følelsen ikke er der. Det betyder bare, at vi har mistet kontakten med den. Det vil sige, at vi har mistet kontakten med en del af virkeligheden. Det betyder, at vi på en måde har fortrængt den. En side af fortrængningens logik er, at uerkendte følelser let kan få magten, uden at vi ved af det.

I de fleste erhverv, hvor man arbejder med andre mennesker, der er i vanskelige situationer, får man supervision. Det gør vi ikke i politiet. Bortset fra de tilfælde, hvor der bliver iværksat psykologiske støttetiltag, eller vi kan søge hjælp i de krisepsykiatriske centre. Og det er en hel anden historie.

Forskel på supervision

Der er stor forskel på supervision. Mange steder benytter man sig af såkaldt reflekterende teams og giver hinanden gode råd. Det kan være ganske godt at høre andres mening og gode råd, men det er ikke udviklende for det fagpersonlige område. Derimod vil supervision, der bringer os i kontakt med vore egne ressourcer og muligheder, udvikle vore fagpersonlige kompetencer. Når vi får klarhed over vores følelser, som vi faktisk har (= virkeligheden), der er relevante for, hvordan vi handler i arbejdsmæssig sammenhæng, så bliver vi i stand til at handle mere hensigtsmæssigt.
Det vil sige, at vore handlinger kan bringes i overensstemmelse med det, vi egentlig ville.

Det er forskel på terapi og supervision. Det er supervision, når det er arbejdsmæssigt relevant at arbejde med sine følelser. Arbejde med dem på den måde, at vi erkender dem, og at det bliver synligt, hvordan vores følelser får os til at handle, som vi gør. Hvis der herefter er behov for at gå dybere ind i baggrunden for, at vi gør, som vi gør, hvorfor vi tænker, som vi tænker og hvorfor vi forholder os, som vi gør, så må der henvises til terapi i privat regi.

Følelser har vi med os, hvad enten vi vil være ved dem eller ikke. Selvom vi har uniform på, er det jo os som menneske, der bærer uniformen, og os, der handler. Uniformen fortæller bare om karakteren af vores opgaver og i hvis interesse, vi handler.