|
Bioeksistentiel
Psykoterapi Forstavelsen bio- henviser til mennesket som krop og levende, biologisk naturvæsen. Med dette vil vi signalere det kropsorienterede perspektiv, der har sine rødder i W. Reichs opdagelser i 1930erne, hans udvikling af vegetoterapien og videreudviklingen af denne tradition i bl.a. Bioenergetisk Analyse (A.Lowen), Biosyntese (D.Boadella) og Biodynamisk Psykologi (G.Boyesen). Med udtrykket eksistentiel
vil vi signalere det fænomenologisk-eksistentielle perspektiv, mennesket
set som bevidst vælgende og handlende subjekt i sin tilværelse,
der ligger i de humanistisk psykologiske terapitraditioner. De kan eksempelvis
karakteriseres ved navne som F. Perls, R.D. Laing, R. May, C. Rogers,
M. Buber. Det terapeutiske felt som vi arbejder i er de områder i menneskelivet, hvor fortidens erfaringer besværliggør en konkret og ordentlig forholden sig til livet som det udspiller sig nu og her. Igennem arbejdet med afviklingen af gamle, utidssvarende mønstre, bringes klienten i bedre kontakt med den virkelighed han lever i nu, og hvilke valg han kan træffe i sin forholden sig til denne. I arbejdet med disse er det af største betydning at skelne mellem det vi er, og det vi gør. Det vi er, de grundlæggende følelser vi rummer, er ikke noget vi kan vælge til eller fra, det er det der kommer til udtryk når vi giver os hen til vores væren i verden. Hvad vi derimod kan vælge, er hvordan vi reagerer på disse følelser, hvordan vi gør med det vi er. For at komme i kontakt
med det vi er, er det af afgørende betydning at etablere en klar
og uforstyrret kontakt til vores følelser og den energi de bærer.
Ofte vil vi i vores livshistorie være blevet forvirret i vores oplevelse
af de spontane følelser, og derved have dannet en negativ forestilling
om os selv i vores bevidsthed, som kan forhindre vores evne til
at se og undersøge den virkelighed vi befinder os i i dag. Terapeutens værktøj til at hjælpe sin klient til at genopdage denne evne, er først og fremmest ved autentisk nærvær og kontakt, ved at være helt tilstede forklienten, med sig selv og som sig selv. Kun med udgangspunkt i dette nærvær kan de terapeutiske teknikker tages effektivt i anvendelse. Terapien tager udgangspunkt i en åben og undersøgende samtale, og kan anvende forskellige kropsorienterede teknikker i processen. Der kan være tale om kropsligt energimobilisernede teknikker, energi forløsende teknikker eller teknikker som støtter hengivelsen til kroppens umiddelbare udtryk. Du kan få en
grundigere og mere detaljeret introduktion til de bioeksistentielle grundbegreber
i Introduktion til grundbegreber i Bioeksistentiel Psykoterapi. |