Cookie Menu

Vaner og valg

Hvorfor gør jeg sådan?

Forfatter: Gorm Lundshøj

Jeg havde for et par år siden et par gamle, slidte cowboybukser, som jeg var meget glad for. En dag gik der hul inde i højre forlomme. Det var ikke så godt for det var den jeg altid kastede mønter ned i. Jamen, hvad er problemet? Du kan jo bare kaste mønterne ned i venstre lomme i stedet for, kunne man indvende. Men det er i sandhed nemmere sagt end gjort, viste det sig. Først skulle jeg dog indse, at der overhovedet var et problem. Jeg opdagede det første gang, jeg kom mønter ned i den hullede forlomme. Mønterne faldt ned på indersiden af det slidte cowboybukseben, langs mit ben, hvorefter den ene halvdel endte på gulvet og den anden nede i min sko. Så måtte jeg samle mønter op fra gulvet og tømme min sko midt i supermarkedet.

Nu hvor jeg havde erkendt, at jeg havde et problem, tænkte jeg, at jeg fremover må lægge mønterne ned i venstre lomme. Det lød jo enkelt og nemt. Den idé holdt, indtil næste gang jeg fik mønter tilbage og skulle af med dem. Klir klir klir, så lå den ene halvdel igen på gulvet og den anden halvdel nede i min sko.

Den genstridige vane

Nå, tænkte jeg, jeg har altså stadig problemet. Det er åbenbart ikke nok, at jeg beslutter mig for at lægge mønterne i venstre lomme. Jeg har en vane med at lægge dem i højre lomme og nu skal jeg aflære den vane og lære mig en ny, nemlig at lægge dem i venstre lomme. Det ville jeg gøre ved at huske at lægge mønterne i venstre lomme og så regnede jeg med, at jeg efterhånden ville gøre det automatisk uden, at jeg behøvede at tænke over det. Jeg gik i gang med omlæringsopgaven. Den gamle vane var noget mere genstridig end, jeg havde regnet med, men lidt efter lidt skulle jeg tømme min sko for mønter sjældnere og sjældnere.

Men ind imellem klirrede mønterne stadig. Det var svært fuldstændig at erstatte den gamle vane med den nye. Jeg opdagede, at det blev ved med at kræve en flig af opmærksomhed at huske at lægge mønterne i venstre lomme. Hvis jeg glemte omlæringsopgaven helt, det var typisk, når jeg havde travlt eller snakkede med nogen, så klirrede mønterne igen på gulvet og i skoen. Jeg havde altså ikke fået skabt en ny vane. Den gamle blev ved at være der og det krævede stadig en smule opmærksomhed at huske at lægge mønterne i venstre lomme. Jeg skulle huske det, og det blev jeg bedre til, men ind imellem glemte jeg det. Min opmærksomhed kunne blive optaget et andet sted, så den gamle vane tog over og mønterne røg ned i skoen som de plejede.

Til sidst besluttede jeg at omlæringsopgaven var for stor i forhold til udbyttet. Bukserne røg ud og jeg købte nogle nye. Måske vil nogen tænke, at jeg burde gå i terapi med min modstand mod at sy og købe nye bukser. Det vil jeg overveje :-)

Hvad kan vi lære af det

Historien om bukselommen er én af de historier, som jeg ofte fortæller til klienter, fordi den rigtig godt illustrerer

Hvor lidt man kan være klar over, at man har en vane
Fordelen ved at nogle af vores handlinger bliver automatiske. Det var en fordel indtil, der gik hul i lommen.
At vi vælger vores handlinger, selvom det ikke altid opleves sådan.
Hvor svært det er at ændre en vane
Fordi

Jeg var ikke klar over, at jeg havde en vane før jeg prøvede at gøre noget andet.
Det er en fordel, at jeg ikke skal tænke over, hvor jeg gør af dem, hver gang jeg står med nogle mønter i hånden.
Det kan tolkes, som noget jeg ikke er herre over, når det er så svært at lave om på en vane. Men alle vores handlinger er et valg, fordi vi kunne have gjort noget andet, hvis vi havde besluttet det og havde givet tilstrækkelig opmærksomhed til valget.
Det tager tid og kræver en betydelig indsats og beslutsomhed.
Et andet eksempel

Et andet billede jeg ind imellem giver er følgende: Prøv at forestille dig at færdselsloven fra i morgen tidlig er blevet ændret, så alle biler nu skal stoppe for grønt lys og køre for rødt. Ud over det bliver intet lavet om. Det er en enkel og letforståelig ændring, men samtlige danske lyskryds ville uden tvivl meget hurtigt blive blokeret af trafikuheld.

Jeg kunne give mange flere eksempler på vaner, men disse to eksempler, synes jeg, sandsynliggør tilstrækkeligt, at vores adfærd er fuld af vaner, som vi hele tiden følger. Jeg plejer at sige, at 96 % af det vi laver er vaner.

Nogle af vanerne har mere alvorlige omkostninger end mønter i skoene, selvom det var slemt nok. Vi har nemlig vaner, som går imod os selv.

Følelser og handlinger

Vi mennesker reagerer følelsesmæssigt på det, vi sanser omkring os. En duft, en lyd, et syn, en berøring eller en smag kan få os til at føle noget. En følelse kan følges af handling:

Bliver vi truet, bliver vi måske vrede - og kan handle ved at skælde ud.
Bliver vi smilet til bliver vi måske glade - og kan handle ved at smile tilbage.
Ser vi et forelsket par bliver vi måske rørte - og kan handle ved at kigge mere på dem.
Jeg synes, at det er klargørende for tankerne, at skelne mellem det vi er og det vi gør. Følelsen er det, vi er. Handlingen er det, vi gør. Brugt på ovenstående eksempel ser det således ud:

Vred, er jeg. Skælde ud, gør jeg.
Glad, er jeg. Smile, gør jeg.
Rørt, er jeg. Kigge, gør jeg.
Vi vælger ikke, hvad vi er. Vi vælger, hvad vi gør. Skælde ud, smile og kigge er noget, vi kan lade være med, hvis vi vil. Vi kan ikke lade være med at være vrede, glade og rørte, hvis vi er det. Følelser er noget, der er. Handlinger er noget, vi gør.

Følelserne kan vi altså ikke ændre på. Ikke dybest set, men vi kan godt gøre noget for ikke at mærke en følelse, selvom den er der. Og det gør vi…

Handlinger, som går imod os selv

Vi kan lade være med at mærke følelser ved at trække vejret mindre dybt, blive mere anspændt, bide tænderne sammen, trække skuldrene op, trække maven ind, spænde bækkenbunden, tænke på noget andet, blive tavs, stivne, slå blikket ned osv. osv. Som støtte til afledningen kan vi bruge handlemønstre, som disse 5 eksempler:

Føler jeg mig trist, tænder jeg fjernsynet eller checker facebook.
Bliver jeg vred, beklager jeg mig.
Føler jeg tomhed, spiser jeg chokolade.
Føler jeg mig dum, skælder jeg ud.
Bliver jeg utilfreds med mig selv, køber jeg tøj.
Eller træder uden om revner i fliserne, tæller røde biler, checker mail, vipper med fødderne, trommer med fingrene osv. osv.

Måske kan du nikke genkendende til én af eksemplerne eller kommer til at tænke på en anden negativ adfærd, som du har.

Den slags vaner går ud over vores samvær med andre mennesker, fordi vi er delvist optaget af noget andet.

Det går ud over, hvordan vi har det med os selv.

I parterapier ser jeg tit eksempler på, hvor forstyrrende den slags mønstre er for vores nære kærlighedsrelationer.

Vi har alle vaner, som går imod vores følelser for at undgå at mærke dem. Men hvis det er vaner, så må vi jo have lært dem engang, og vi har utvivlsomt brugt lige så mange kræfter på at gøre nogle handlinger til vaner, som vi må bruge på at aflægge dem igen.

Hvornår har vi gjort det og hvorfor? Det er selvfølgelig barndommen, vi skal se på.

Baggrund for dannelse af vaner

Børn lærer i alt samspil med deres forældre. Men hvad lærer de af de dele af samspillet, som er forstyrret af forældrenes vaner med at gøre noget for at undgå at mærke deres følelser?

Følelser er noget, som er i det enkelte menneske og som uvilkårligt påvirkes i samvær med andre mennesker. Når vi gør noget ved vores følelser, forstyrrer det samværet med andre mennesker. Det gælder også forældres samvær med deres børn. Det kan betyde, at en forælder faktisk fortæller sit barn, at dets følelser er forkerte:

Barnet kan se og mærke, at far er ked af det.
”Far er du ked af det?”.
”Nej”.
Mor blander sig:
”Så, lad nu far være.”
Barnet lærer, at det er forkert at være ked af det og at det er forkert at interessere sig for fars følelser.

”Mor, jeg vil ikke have de bukser på.”
”Men det skal du.”
”Men jeg VIL ikke.”
”Nu holder du op med dit pjat, der er ikke noget galt med de bukser.”
Barnets forstår, at dets ønske er forkert.
Et barn følger sine følelser fra fødslen. Det følger det, der føles godt, og afviser det, der føles dårligt. Når der opstår en konflikt imellem det, som barnet føler som godt, og det som forældrene fortæller eller viser, bliver barnet forvirret og konkluderer, at det ikke kan regne med det, som dets egne følelser fortæller. Derfor aflæser barnet, så godt det kan, forældrenes følelser og tilpasser sig dem. Børn retter sig efter deres forældre frem for efter sig selv. Det indebærer, at i en konflikt vælger barnet at negligere sine egne følelser og følge forældrene. Dette sker, selv om barnet reagerer mod forældrene eller godt ved, at det, som forældrene gør, er forkert.

I de 2 ovenstående eksempler kunne forældrene godt have sagt nej uden, at gøre barnet forkert. F.eks.:

”Far er du ked af det?”
”Ja, det er jeg.”
”Hvorfor er du ked af det, far?”
”Det vil jeg ikke fortælle om nu"

”Mor, jeg vil ikke have de bukser på.”
”Men det skal du.”
”Men jeg VIL ikke.”
”Ja, det kan jeg høre. Men du får ikke lov at bestemme det. Du skal have de bukser på.”
Formlen for barnet er, at når mor og far synes, jeg er forkert, så prøver jeg at lave mig om. Men barnet kan jo ikke lave om på det, det er (jvf. ovenfor), det kan kun prøve og prøve og prøve. Resultatet bliver en kamp med sig selv, som man aldrig kan vinde. Kampen bliver ved hele livet, hvis man ikke stopper den. Det er dette gentagne forsøg på at forandre noget, som ikke kan forandres, som bliver til vaner. Det er vaner som går imod barnet selv og som fortsætter ind i det voksne liv og hele livet, hvis man ikke stopper op på et tidspunkt og kigger på, hvad man laver med sig selv.

Kan man gøre noget ved det?

Princippet og mekanismen bag, hvordan vi får vaner, bunder i vores barndomsforsøg på at lave om på den vi er. Det kræver stor omhyggelighed og vedholdenhed at opdage disse vaner og lave om på dem, men udbyttet i form af beriget livskvalitet er det hele værd.

Og ja, man kan gøre noget ved det. Men det kræver stort nærvær, vågenhed og opmærksomhed. Og når jeg tænker på, hvor svært det kan være med en terapeut, så vil jeg påstå, at det er umuligt uden.

Lad mig slutte med et Kirkegaard citat fra:

Kjerlighedens Gjerninger. Nogle christelige Overveielser i Talers Form af S. Kierkegaard. København 1847:

Ak, af alle Fjender er maaskee Vanen den lumskeste, og fremfor Alt er den lumsk nok til aldrig at lade sig blive seet, thi Den, der saae Vanen, han er frelst fra Vanen
---

Du kan arbejde med dine vaner og valg hos én af Sensetiks psykoterapeuter.
Se listen: Sensetik psykoterapeuter

Gorm Lundshøj, som har skrevet denne artikel, er én af Sensetiks psykoterapeuter.
Læs mere om ham her: Gorm