Hvis jeg var gammel og syg så ville jeg ønske at hun kom

Forfatter: Mettemarrie Lassen

Kære læser.

Dette nyhedsbrev er jeg meget glad for at sende til dig. Det fanger meget smukt og bevægende hvad der kan ske, når man investere i at være sig selv.

Mettemarrie har skrevet det. Udover at være sygeplejerske har hun været terapeut i en årrække. Dette er oplevelser fra Mettemarries arbejde på et plejehjem.

God fornøjelse!

Kh. Gorm
Nyhedsbrevsansvarlig

Annas hjælpsomhed ved morgenbordet

Anna er beboer og uddannet pædagog. Hun har arbejdet med børn hele sit liv.

Havregrød

Anna sidder i stuen og drikker morgenkaffe. Ved siden af hende sidder Svend som har stort besvær med at få skeen med havregrød til at ramme munden - han spilder ned af sig, og i dag har han ikke sit forklæde på.

Anna iagttager Svend. Hun ærgrer sig over at hans rene skjorte bliver griset til. Hun siger: ”Nu skal du se - jeg hjælper dig” - hvorefter hun resolut tager sin egen ske og begynder at made Svend. Han gaber op som en fugleunge. Det går godt en lille tid så bliver Anna utålmodig. Svend er svær at made og griseri er alligevel svært at undgå.

Anna ser sig om efter hjælp. Hun råber højlydt da der ingen er at se.

”Hjælpen” kommer

Personale dukker nu op - ser svineriet og skeen i Annas hånd. Hun bebrejdes at blande sig i personalets arbejde, at have overskredet Svends grænser, og endelig bliver hun bedt om at redegøre for, hvor Svends medicin er blevet af.

Anna bliver ude at sig selv - hun ser vredt på Svend - sin plageånd – og siger til ham, at han spiser så grimt at han må gå ind til sig selv.

Helt forkert

Som reaktion på personalets ord og adfærd forstår Anna, at hun er helt forkert og at hun har gjort noget hun ikke måtte. Hun er skyld i svineri og det der er værre. Anna forlader fortvivlet og rasende stuen idet hun rydder alle forhindringer på sin vej - stole og beboere får et skub - hun råber at hun da heller aldrig kan finde ud af at opføre sig pænt.

Personalet supplerer bag hende - at nu gør hun de andre beboere bange og utrygge.

Jeg ser personalets trætte, triste og opgivende ansigter - og får at vide, at Anna “er på krigsstien” - det er endnu én af de dage.

10 minutter senere

Jeg banker på Annas dør - jeg må gerne komme ind.
Anna sidder og stirrer fortabt ud ad vinduet - hun siger at hun føler med den ensomme fugl som hun kan se i træet udenfor. Jeg sætter mig ned overfor Anna - vi sidder lidt sammen og Anna vil gerne fortælle mig om, hvordan hun har det lige nu.

Anna husker ikke episoden der lige er foregået - derimod mærker hun, at hun er fuld af følelser som hun ikke kan finde sammenhæng i. Vrede, ensomhed og sorg fylder hende – så hun hiver efter vejret. Hun synes at hendes liv er meningsløst - og hun spørger om hun bor her som straf, fordi hun er så uartig.

Annas savn og forvirring

Anna savner sin ægtefælle der bor i deres lejlighed i nærheden. Nu vil hun fandeme have en forklaring på, hvorfor hun ikke bor sammen med sin mand, som hun altid har gjort. Hvorfor hun skal være her og passe de andre beboere (for I kan jo ikke). Anna synes ikke at hun passer ind her - hun vil ikke være her mere - hun vil pakke sine ting og tage hjem tl sin mand hvor hun hører til.

Jeg viser uden mange ord min medfølelse med Anna - det gør at hun overgiver sig mere til at være i sine følelser - hun sidder og rokker fra side til side på stolen - holder om sig selv med sine arme. Anna trækker vejret dybt - nu med sine hænder nederst på maven - hun efterligner det hun ser mig gøre - ordene kan vente. Senere taler vi om én ting ad gangen.

Anna har ingen erkendelse af sine udtalte hukommelsesproblemer. Hun mærker sin kærlighed til sin mand og at den er gensidig - så det giver ikke mening for hende, at de lever adskilt. Anna mærker at jeg forstår hende og at hendes følelser berører mig. Hun lytter opmærksomt til mine ord om hendes virkelighed:

Sygdom har adskilt parret - ingen ønskede at det blev sådan. Det er naturligt at være ked af det og vred over det - ligeså tit man er det.

”Vi to er sammen”

Vi ser hinanden i øjnene - Anna græder igen - nu mere stille. Jeg lader mine tårer løbe. Efter en tid stilner Annas gråd. Hun siger med et smil medens hun tager mine hænder i sine havregrøds indsmurte: ”Vi to er sammen.”

Anna finder lommetørklæde i sin lomme - hun tørrer nænsomt vores kinder - først mine så sine egne. Anna ser intenst på mig - hun tænker og noget falder tydeligvis på plads. Med høj og fast stemme udbryder hun: ”Så bor jeg altså ikke her fordi jeg er uartig og min mand ikke ville ha ́mig mere.” Anna forklarer nu mig hvordan sygdom er kommet imellem dem, og at de nok skal klare det sammen, selvom de må bo hver for sig.

Vi sidder en tid medens Anna er i denne stemning og forståelse af sig selv i en barsk virkelighed. En smilende Anna siger: Nu er det som om jeg lander på jorden igen.
Hun rejser sig glad og energisk og siger: Nu vil jeg ud og fodre fugle sammen med dig.

Ægte møde eller misforståelse

Anna har tilbagevendende brug for et sådant møde - hvis hun ikke bliver mødt i det - bliver hun ked af det, råber, bliver vred og skælder ud. Når personalet så råber og skælder hende ud og forviser hende til sin stue for ikke at skade andre reagerer hun i afmagt med at slå ud efter det personale, der misforstår og nedgør hende.

Således bliver Anna kaldt aggressiv og udadreagerende - aftenpersonalet bliver opskræmte og der iværksættes extra vagt i aftentimerne - derudover kontaktes læge og der ordineres beroligende medicin der så skal indgives uden unødige krænkelser.

Mine tanker om episoden ved morgenbordet

Hvis man ser og anerkender Anna i hendes forsøg på at hjælpe Svend med maden - når hun ses som det hun er - et indlevende, omsorgsfuldt og hjælpsomt menneske - hvis hun hjælpes ud af opgaven med tak for hendes indsats - så ser hun på sig selv og den anden med forstående og kærlige øjne.

Hun mærker at hun reagerer meningsfuldt og relevant - at hun med sin måde at VÆRE på er givende for andre - hun bliver glad og gode venner med sig selv og vi andre. Anna synger børnesange når hun er glad - bedst kan hun lide: I skoven skulle være gilde.

Aksel på tur til Louisiana

Aksel er uddannet arkitekt. Han har gennem livet været interesseret i arkitektur og billedkunst. Han har nærmest ikke længere et forståeligt sprog - og han forstår ofte ikke hvad der bliver sagt til ham.

3 dage uden hjælp

Han skal med på en planlagt tur til Louisiana. De sidste 3 dage har Aksel imidlertid afvist al hjælp fra personalets side. Aksel kan ikke klare sig selv omkring personlig hygiejne og toiletbesøg.

Jeg går ind til Aksel - i hånden har jeg et krus duftende morgenkaffe til ham.

Aksel ligger fuldt påklædt og forpjusket i sin seng - han er våd helt op i nakken. Snøreskoene har han også på. Hans øjne er rådvilde og triste - ubehaget lyser ud af ham. Jeg får en følelse af at han skammer sig.

Maleriet

Aksel er ikke nem for mig at få kontakt med - han reagerer ikke på at jeg stryger ham over hånden og rækker ham kaffen. Hans opmærksomhed er på et maleri på den modsatte væg. Jeg følger ham og hans tempo - vi ser begge på maleriet en tid.

Jeg siger noget om det jeg ser: ”Her ligger du våd og har det ubehageligt - mens du ser på det meget smukke maleri du har din væg.”

Aksel rører på sig - nu skal øjnene tørres — uden at jeg må se det. Aksel får tid til at samle sig før jeg siger, at jeg kan se hvor bevæget han bliver.

Lidt senere siger jeg - at det billede må betyde noget særligt for ham.

Kys

Nu smiler Aksel stort idet han ser lige på mig - med stolthed i øjnene retter han ryggen i sengen og lægger med en rask bevægelse den ene hånd på sit bryst. Da forstår jeg, at han fortæller at han selv har malet billedet.

Jeg kommer til at grine - er overrasket over det han gør - og Aksel griner med og denne gang lader vi begge tårerne løbe. Efter dette sidder Aksel på sengekanten - han griber ud efter mit ansigt og vil give mig kys. Han siger på sin måde tak - og han mærker at det er gensidigt. Aksel kan sige - ‘det er RIGTIG godt’ - det siger han nu.

Samarbejde

Efter dette møde - følger han med mig på badeværelset uden den sædvanlige kamp. Kontakten mellem os gør hele seancen nemmere for den blufærdige mand.

Aksel bliver vred over ubehaget ved at skulle have det snavsede tøj af - men han kommer igennem det - fordi vi adskillige gange stopper op og ser på hinanden. Jeg siger så - det lige før var rigtig godt - hvorefter Aksel ser lidt forundret på mig og gentager ordene. Så kan vi komme videre med bruser og vaskeklud - det er en slem omgang for bagdelen er hudløs efter dage i bleen.

Aksel er træt efter badet men han ser sig selv i spejlet og det er tydeligt at han er rigtig tilfreds med det han ser.

Rundvisning på Louisiana

Nogle timer senere bliver jeg vist rundt på Louisiana af en både veloplagt og velduftende herre. Aksel slipper ikke min hånd - han trækker mig med - han er helt opslugt af det han oplever. Han viser mig vinden der får løvet til at bevæge sig i et træ - alt skal opleves og deles - og jeg forstår for første gang hvor bemærkelsesværdig låsen på sikkerhedsselen i bilen er.

Bellas morgen

Bella er læge. Hun har arbejdet en del i udviklingslande. Bella skal hjælpes med alt. Hun har intet sprog. Hun kan ikke bevæge sig udover at hun kan dreje hovedet lidt og åbne munden, hun kan tygge og synke selv.

Uhåndterlig dødvægt

Bella passes ofte af skiftende personale - de synes hun er så tung og tapper dem for energi. Bella er altid stiv og spændt i kroppen. Hun omtales som uhåndterlig dødvægt - der bruges loftlift og der skal være 2 personer til plejen af hende.

Personalet skal ha ́ plejen af Bella hurtigt overstået - hun er så umælende - ofte står 2 personaler over hende - optaget at deres egen snak om tragiske skæbner - nu de alligevel står i en af slagsen. Ikke sjældent efterlades Bella lettere usoigneret i sin kørestol. Hendes ansigt er for det meste en sammenkneben smertefuld grimasse.

Bellas kæber er over udviklede - hun spænder i kæberne og hendes tænder er slidt ned, da hun skærer tænder de fleste af sine vågne timer.

Morgenmilde øjne

Jeg kommer ind med morgenmad og bøjer mig ind til Bella og siger godmorgen. Bella slår øjnene op - de er blå og morgenmilde. Bella ser mig i øjnene - minutterne går - jeg mærker at hun er derinde. Vi har kontakt.

Jeg bliver bevæget og begynder helt stille at stryge Bella over kinden. Bella smiler og lægger sin kind ind mod min hånd - hun følger min hånds bevægelse med sit ansigt. Helt stille udvikler det sig. Jeg stryger den ene kind og så den anden kind.

Kærlig kontakt

Bella drejer blidt sit hoved fra side til side. Hendes smil er der stadig - hendes ansigt er afslappet. Når min hånd er tæt på hendes mund, åbner hun munden som et lille barn der søger næring. Bevægelserne stilner af. Bella ligger med et mildt og åbent udtryk.

Bella er afslappet og hengiven i kroppen under morgenplejen - uden den sædvanlige stivhed, muskelspændinger og smertefulde spasmer.

Vel ovre i kørestolen finder jeg Bella ́s hengemte kosmetikpung og spejl frem - lægger lidt på øjne og læber. Bella får lige set sig selv i et spejl inden hun falder i søvn med et fredfyldt udtryk.

- og lige denne magiske stund blandt demente

Tilbage i stuen ved morgenbordet, hvor Anna og Svend sad ved siden af hinanden, sidder også Bodil. Hun har mistet enhver fornemmelse af hvad man bruger kniv og gaffel til. Desuden ser hun dårligt. Bodil er netop gået i gang med at spise servietten – højlydt klagende over at maden er tør og ikke til at tygge.

Anna griber ud efter servietten i Bodil ́s mund - det er Bodil ikke med på. Hun propper hurtigt servietten længere ind i munden. Bodil bliver hektisk. Hun vil som altid - når hun bliver i tvivl om hun er okay og vil skabe tryghed for sig selv - have fat i sin håndtaske.

Bodil starter en jamrende plagen og tiggen om at få sin håndtaske hen at ligge i sit skød. Personalet er optaget af at afvikle måltidet i god ro og orden. Jagten på tasken må tydeligvis vente. Men Bodil kan ikke vente. Hun jamrer videre - nu højere.

Ham Svend - der i personalemunde går for “at være helt væk” - sidder oftest foroverbøjet med et tomt blik.

Svend begynder nu med stort besvær at ville rejse sig fra sin låste stol. Personalets tiltag for at holde ham siddende i stolen er forgæves - både forsøg på fastholdelse og hårde ord preller af på ham.

Til sidst “får han lov at gå”. Han rejser sig og med vanligt vaklende skridt går han de 3 meter over gulvet til sofaen. Her trækker han i håndtaget til Bodils taske der kommer frem bag en pude.

Svend kommer langsomt og møjsommeligt - bøjet voldsomt fremover - tilbage med tasken i armene. Han arbejder koncentreret for at få sin lange krumbøjede krop til at lystre – hans ansigtsudtryk er fokuseret. Med sine sidste kræfter rækker han tasken over til Bodil, hvorefter han dejser ned i sin stol.

Her blev leveret en kraftpræstation.

Bodil blev så glad og sagde uden forbehold: ”Jeg elsker dig - hvad skulle jeg gøre uden dig.”

Om mig

Jeg er altid blevet meget nemt berørt. Jeg syntes det var besværligt og har ofte kæmpet med at undertrykke min berørthed. I Sensetik terapi forstod jeg, at min berørthed kan bruges til noget og jeg har genfundet min evne til at lade mig være, når jeg er berørt. Jeg har derved erfaret at det ofte er berigende for andre, når jeg er berørt - og tør være det.

Det før så besværlige faktum - at jeg faktisk ikke kunne komme udenom mine følelser - er blevet et vigtigt redskab i mit arbejde.

I mit arbejde er jeg nu vågen overfor mine følelser - det giver ro indeni og en menneskekærlig retning i mit arbejde - og jeg har det selv MEGET bedre.

Mettemarrie :-)

Sensetik uddannet terapeut
tlf 22 83 52 60
mail mettemarrie@sensetik.dk
Læs mere om mig: Om Mettemarrie

Ps. Du er velkommen til at ringe til mig, hvis du har spørgsmål. Jeg tilbyder 20 minutters gratis samtale til dig som har læst dette nyhedsbrev. Alternativt kan du svare på denne mail og skrive dit telefonnummer, så ringer jeg til dig.

Pps. Den 2. marts fortælle jeg meget mere om mit arbejde på Sensetiks faglige dag. Du er velkommen. Følg Sensetik på Facebook for at blive mindet om det.