Cookie Menu

Vores kære kollega Monika er død

31.03.2020

Certificeret Sensetik Terapeut Monika Kern er 23.3.2020 død efter mange års kræftsygdom. Hun var højt elsket og vil blive savnet af mange. Læs mindeord til Monika - af Olav Storm Jensen.



Mindeord for Monika Kern

Af
Olav Storm Jensen

Mandag den 23. marts 2020 blev dagen for en frygtelig sørgelig nyhed. Vores kære Monika var død.

De mange års kræftsygdom, som trin for trin åd sig ind på hendes livsudfoldelse, fik omsider overtaget over hendes ellers fuldstændigt imponerende ukuelige livsvilje. Den kærlighed til livet og til mennesker, som så mange har nydt så godt af, begrænsede hun sig de allersidste år til at udfolde på to fronter, den nære familie og arbejdet med klienterne i terapi og supervision.

Her holdt hun så til ud til det sidste. Så sent som fredag d. 20. marts udsendte hun mailen til sine ’dejlige søde klienter’ om at hun omgående lukkede sin praksis. Hendes mand Peter skrev for hende - om bl.a. den voldsomme svækkelse, som nu tog alle kræfter fra arme og ben og som gjorde det svært at tale - og om udsigten til kun få måneder tilbage at leve i. …. Det blev kun til 3 dage!

Udmeldingen om den omgående praksislukning fik mig til at reagere med en mail til Monika med min sorgfulde medfølelse med hende og med hendes familie. Peter svarede mig med tak for medfølelsen og så disse ord:

’Jeg har læst den for Moni. Hun smilede og nikkede.’

Sådan fik jeg et sidste dejligt billede af Monika (’Moni’ for familien og nære venner): Nikkende og smilende sit fine, smukke smil. - Selvom jeg ikke så hende, kendte jeg hende så godt, at billedet dannede sig helt klart - og straks tog plads i mit hjerte. Der bor det nu.

Med Monikas død har vi mistet et ganske særligt, klogt og kærligt menneske. For mig gennem tiden en begavet elev, klient, supervisand og kollega ... og en kærlig ven igennem mange år - både på den fredelige og hyggelige måde med middags-, nytårs- og sankthanstraditioner - og som en uvurderlig kærlig støtte i svære og udfordrende tider.

Monika voksede op i Sydtyskland og kom til Danmark som 25-årig i 1979 - for at gifte sig med den søde bornholmer, Peter, som hun havde forelsket sig i på familiens mange sommerferier på solskinsøen. Hendes 5 års jurastudier, der jo handlede om tysk lovgivning, var ubrugelige i Danmark. Så hun skiftede spor og fulgte sin store lyst til at arbejde med mennesker ved at læse til pædagog. Som sådan arbejdede hun som børnehavepædagog, souschef, konstitueret leder og støttepædagog fra 1985 til 2003.

I 1989 stiftede hun bekendtskab med Sensetik terapi (som vi dengang kaldte noget andet) og blev, med hendes egne ord, ”dybt begejstret og fascineret af denne så direkte, ærlige og ukomplicerede måde at arbejde med mennesker på.” Hun gik på uddannelsens gruppe nr. 2, fra 1991 til 1994, hvor hun blev certificeret terapeut. Siden 2003 har hun været fuldtidspraktiserende med praksis i sit eget hus på Fyrrebakken i Hillerød.

Her har hun arbejdet med familieterapi, par- og individuel terapi med børn, unge og voksne, med familier i dybe kriser, med tidligt følelsesmæssigt svigtede børn, med børn med diagnoser som infantil autisme, Asperger, ADHD, psykoser, spiseforstyrrelser, osv. (Diagnoserne mente hun i øvrigt at fanden - eller medicinalindustrien - havde skabt. Hun sagde: Børn reagerer. Det gælder om at forstå på hvad. Derfor familieterapi.)
Hun har ledet øvelseshold, holdt foredrag om mobning, kurser i familieterapi mmv.

Monika var et særligt, kærligt og klogt menneske - måske er det rigtige ord: et kærlighedsklogt menneske. Hun havde en særlig kærlighedsbaseret menneskelig begavelse med sig, som aller tydeligst udfoldede sig i hendes evne til at møde børn så hun fik deres tillid - selv børn som ellers kunne have opgivet enhver tillid til voksne. Hun havde noget med sig som betød, at der blev et helt særligt match med Sensetik - så det for hende blev ”denne så direkte, ærlige og ukomplicerede måde at arbejde med mennesker på.” Som deltager i uddannelsesgruppen var det tydeligt, at hun følte sig dybt i samklang med den ånd og kultur, som hun mødte her. Hun udstrålede synligt sin vældige tilpashed ved at være med, ved at have fundet det, hun ønskede sig, det hun fandt sig hjemme i.

Som støttepædagog fik hun opgaver med de aller vanskeligste og mest udfordrende børn. Hun evnede så at få ting til at ske med disse børns udvikling, som vakte opsigt blandt de pædagoger hun samarbejdede med og de psykologer, som skulle supervisere hende. Hun fik ting til at ske, som de andre fagfolk troede umulige. En af psykologerne udtrykte på et tidspunkt sin forundring - Monika kunne jo noget som ingen andre kunne. Hvad var det dog? - Monika svarede beredvilligt at det ville hun da rigtig gerne redegøre for - og medbragte til næste supervision en stak artikler om Sensetik af undertegnede. Psykologen tog dem med hjem, men ved næste supervisionstime skubbede hun dem tilbage over bordet: Hun skulle alligevel ikke studere dette nærmere. Det ville jo kunne komme til at betyde at hun kunne blive nødt til at revidere meget af alt det, hun så møjsommeligt havde lært i sin uddannelse som psykolog.





At gøre hjernen bred - og se med hjertet

Jeg har nogle bestemte ord fra Monika, fra faglige samtaler i forskellig sammenhæng, som jeg gemmer på som særlige Monika-perler. De er fint poetiske og samtidig ganske nyttige i den faglige tænkning og praksis. Når jeg specielt gerne vil give dem videre her, er det - udover fordi de er gode - også fordi jeg håber, at de vil inspirere til at blive husket - og blive brugt. På den måde kan de jo blive en slags ægte ’mindeord’ - nogle små ordmæssige mindesten i det sprog vi bruger, som vi kan mindes Monika ved, når vi bruger dem. For mig er det Monika-ord. Jeg har tænkt på hende hver gang jeg har brugt dem. Så de kan ikke undgå nu at blive Monika-mindeord for mig.

Det første ord knytter sig til en af de fine pointer fra Jesper Juuls ’Dit kompetente barn’ (som vi begge satte ganske højt). Det handler om børns reaktioner på forvirrende vilkår fra de voksne. Reaktionerne kan både ligne samarbejde (nemme børn) og det modsatte, modarbejde (besværlige børn). Pointen er at begge reaktioner faktisk kan ses som former for samarbejde. Den sidste som en reaktion, der rummer det vigtige budskab at samarbejdsvilkårene er uacceptable. Juul bruger betegnelserne ’retvendt’ og ’spejlvendt’ samarbejde om forskellen. Ordet ’retvendt’ giver umiddelbart god mening i sammenhængen, men det med ’spejlvendt’ gør det ikke rigtigt. Det kunne se ud som om ordet alene er valgt for at finde et ord som danner modsætning til ’retvendt’.

Her er Monikas ord, som jeg synes giver en meget bedre mening, i stedet:

vrangvendt samarbejde.

Det billede af strikketøjets ret- og vrangside, som ser så forskellige ud, men konkret jo er sider af samme sag fungerer for mig som et dejligt rammende billede.

To gange, med mange års mellemrum, har Monika på Sensetiks halvårlige ’Faglige Dag’ delt ud af sine erfaringer fra arbejdet med børn og deres familier. Sidste gang i 2016, hvor hun trodsede sygdommens udfordringer og bl.a. med en svækket stemme tryllebandt de intenst lyttende tilhørere. Begge gange var tilstrømningen stor og hun betog og berørte forsamlingen med sine levendegørelser af de mange case-historier.

Med sin kærlighedsklogskab formidlede hun til stadighed hvordan børnene dybest altid bare var dejlige, selvom de virkelig godt kunne gøre på meget besværlige måder - for at blive set, hørt, mødt etc. - i virkeligheden. Den klare sondring mellem gøren og væren, som hun mestrede ganske fornemt, slog aldrig fejl i forhold til børnene. Den kortslutning mellem de to, som vi alle, tilstrækkeligt udfordrede - i det mindste lige i affektens øjeblik, kan falde i: ’Han gør ikke bare ubehageligt dumt lige der. Han er sgu et dumt svin.’ - Den kunne Monika som alle andre falde i med voksne. - Men ikke med børn! - Dette tema berørte vi tilbagevendende i supervisionerne. Fra min side med kærligt drilleri. Hun vidste udmærket besked.

Det andet sæt ord, som for mig er Monika-mindeord, har jeg fra den første af de to faglige dage. Det er de ord, jeg har sat som en overskrift for dette afsnit:

At gøre hjernen bred - og se med hjertet.

Det var de ord som Monika brugte til at beskrive den måde, hun forberedte sig til klientmødet på, når hun gik ned ad den stejle trappe til terapilokalet i kælderen. Jeg synes det er en genial måde at sige, hvad det er der skal til for at understøtte chancerne for det værdifulde, alvorligttagende, fordomsfri og virkelighedsundersøgende menneskelige møde.

Den brede hjerne er for mig så enkelt og inspirerende et billede at jeg frydes lidt (og breder min egen hjerne lidt ud), hver gang jeg tænker på det. - Ordene om at se med hjertet havde hun fra ’Den lille prins’ fortalte hun. Det er rævens ord til farvel til prinsen efter at den har fået opfyldt sit ønske om at prinsen skulle gøre den tam: De har fået en særlig betydning for hinanden nu, som bor umisteligt i dem begge, uanset at de nu skilles for evigt og for altid vil befinde sig helt forskellige steder i universet. De præcise ord lyder sådan her:

”- Farvel, sagde ræven, og nu skal jeg betro dig min hemmelighed. Den er ganske ligetil: kun med hjertet kan man se rigtigt. Det væsentlige er usynligt for øjet.
- Det væsentlige er usynligt for øjet, gentog den lille prins for bedre at kunne huske det.”

Disse ord om afsked giver mig lyst til at slutte med at henvende mig lidt til Monika - det må blive ud i universet med ukendt adresse - med ord jeg har lånt af Benny Andersen:

’Ingen af os ved, hvem der bliver den næste, der bliver til intet - eller til noget ufatteligt andet.’

Nu blev det dig.

Det er en stor sorg og det bliver et stort savn for rigtigt mange mennesker. Godt at du har sat umistelige spor i vores hjerter.

Olav Storm Jensen