Når penge og ære smitter af på videnskaben

Konkurrence, ambitioner og en grundlæggende kulturel fornægtelse af den menneskelige fejlbarlighed er baggrunden for svindel og humbug i videnskaben.

Forfatter: Jytte Kjærgaard

Selv til så højtprofilerede videnskabsfolk som Sigmund Freud og Louis Pasteur klæber mistanken om videnskabelig uredelighed. Der er måske ikke tale om åbenlyse hokus-pokus numre, men raffinerede udeladelsessynder, der i dag utvetydigt vil klassificere dele af deres forskning som videnskabelig uredelig.

Ifølge docent i filosofi Hans Fink, Aarhus Universitets Institut for Kultur og Samfund, har videnskabelig uredelighed eksisteret lige så længe, som der har været bedrevet videnskab. Forskning er fejlbarlig, det kan være en ærlig sag at tage fejl, men bevidst manipulation er snyd og svindel.

Internationalt er der enighed om, at der findes tre kategorier af videnskabelig uredelighed: Forfalskning, fabrikering og plagiering. Der skal være tale om en bevidst handling, der har til formål at vildlede eller om så grov uagtsomhed, at det er utilladeligt for en forsker.

’Forskning er et ambitiøst og systematisk forsøg på at frembringe ny viden. Det er indlysende, at det vil undergrave tilliden til videnskaben, hvis ikke de videnskabelige resultater helt overvejende var troværdige og kritisk efterprøvede’, siger Hans Fink.

Der er store forskelle i de danske forskningsmiljøer, både hvad angår midler og ambitioner. Den naturvidenskabelige forskning ser meget anderledes ud end den humanistiske. Fælles for dem alle er dog, at prestige, penge og status uundgåeligt er en del af deres virke.

Der konkurreres ikke blot på det individuelle plan om ressourcer og bevågenhed, men også mellem fakulteter, institutter, universiteter og lande. Et forskningsmiljø som kan blive særdeles giftigt med urealistiske forventninger.

’Det kan friste fagfolk til usaglighed eller direkte svindel og det er ikke bare et individuelt anliggende, men et anliggende som undergraver tilliden til hele faget og til videnskaben,’ siger Hans Fink, der selv har siddet i Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed. Danmark ligger formentlig i den pæne ende, men har som bekendt også haft sine sager. Det er klart, at den stigende konkurrence mellem forskere og forsk-ningsmiljøer installerer nye fristelser i systemet. Det i og for sig ønskelige samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv skærper også behovet for vandtætte skotter mellem hensynet til sandheden og hensynet til bundlinjen.

Ser man bort fra det ydre pres om resultater og omtale, er der dog et skridt til bevidst at manipulere. Det kan undre, at højtbegavede videnskabsfolk kan få sig selv til at snyde og lyve. ’Hvorfor gjorde de det?’, er det spørgsmål, de fleste sidder tilbage med.

En af de personer, som har beskæftiget sig intenst med sandheden og dermed også med løgnens implikationer, er psykolog Olav Storm Jensen. Gennem sin mangeårige praksisforskning i psykoterapi har han udviklet Sensetik-terapien, der rummer den enhedsteori, at det fælles grundproblem bag menneskers forskellige psykologiske problemer er et negativt forhold til sig selv.

Det udbredte problem med menneskers negative selvforhold, paratheden til at føle sig forkert, udvikles ifølge Olav Storm Jensens forskning i barndommen gennem voksnes manipulerende budskaber overfor børn. Sådanne budskaber krænker jo barnets naturgivne sand-hedssans, den direkte fornemmelse for, hvordan det, der bliver sagt, harmonerer med det, der bliver g jort eller det, som indirekte med kropssproget bliver vist. Så giften har altså to sider: Dels at man kan føle sig forkert og derfor får en ekstra motivation til at gøre noget for at komme til at tage sig bedre ud. Dels at man lærer sig at tage sin egen sandhedssans mindre alvorligt. Begge sider kan udfolde sig i alle slags aktiviteter, altså også i videnskabelige, selvom idéen her jo netop er, at man skal gøre alt, hvad man kan for at sikre, at ens erkendelse er så sand som overhovedet muligt.

’Vi har lært at lukke af for vores egen sandhedssans. Vi har lært at socialisere os til ikke at konfrontere løgnen for at bevare den gode stemning – oprindeligt den nødvendige relation til vores forældre. På sigt får det eksistentiel betydning for vores ageren, og det gælder selvfølgelig også for videnskabsfolk,’ siger Olav Storm Jensen.

Frem for at undre sig over, at begavede mennesker kan finde på at bedrage, synes Olav Storm Jensen, at der er mere grund til at undre sig over, hvor tolerante vi kulturelt i såvel Danmark som globalt set faktisk er overfor bevidste løgne og fordrejninger. Politikeres og stormagters modstand mod at tabe ansigt og lide prestige- og autoritetstab accepteres i høj grad i praksis som legitime grunde til at fifle med sandheden.

’Når Anders Fogh fx i sin tid sagde, at Iraks besiddelse af masseødelæggelsesvåben var noget, vi vidste om og ikke noget, vi troede – og senere, da det viste sig ikke at holde stik - at masseødelæggelsesvåbnene aldrig havde været en begrundelse for Danmarks krigsdeltagelse, udstiller vi ikke Anders Fogh som den bedrager, han egentlig er, når han bevidst forfalsker realiteterne, men der er i højeste grad tale om ”kreativ bogføring”.

’Netop Anders Fogh Rasmussen blev jo nærmest officielt berømt for sin modstand mod at indrømme fejltagelser, det som Olav Storm Jensen kalder en ”fejlindrømmelsesfobi”.’

Det sker, fordi det at tage fejl og begå fejl blandes sammen med det at være forkert. Når vi ikke under os selv den grundlæggende menneskelige fejlbarlighed, kan vi finde på at lave om op virkeligheden om fejlen’, siger Olav Storm Jensen.

Ofte placeres fejlen udenfor en selv, i forsvundne data, i andres upålidelighed og lignende undskyldninger. I den politiske eller videnskabelige debat er det også en udbredt metode at beklikke den kritiske modparts motiver som skumle. ’Når man kaster med skyld, er det fordi, man har noget at kaste med’, siger Olav Storm Jensen.