Cookie Menu

Grounding

- om at have begge ben på jorden.

Forfatter: Gorm Lundshøj

Udtrykkene "at have begge ben på jorden" eller "at være nede på jorden" er almindeligt brugt dansk for de fleste og beskriver en egenskab ved et menneske. Vi bruger dem om et menneske, som er roligt, kan bevare overblikket, reagerer relevant, er realistisk og vel også om en der tør sige sin mening, når det er tid for det og er god til at lytte og forstå. Og ikke om et menneske som er hektisk, let går i panik, bliver stresset, er opfarende, let bryder sammen, og vel heller ikke om en der er firkantet og stivnet i sine holdninger.

Hvis vi skifter perspektiv fra det udefra beskrivende til det indefra oplevede, hvordan føles det så, når jeg er mere nede på jorden? For mig selv kan bl.a. følgende ord beskrive det: Afslappethed, ro, klarhed i tanker, stærkere, mere mod og evne til at se tingene som de er, ikke så let at vælte, bliver ikke så nemt usikker, tør sige mere, tør sige mindre afhængigt af hvordan jeg har det, evne til at skynde mig uden at stresse. Og også en følelse af at være mere sand, mere mig selv, mere nærværende... men det er indefra oplevet, så forskellige mennesker vil bruge forskellige ord til at beskrive det.

Men to ting kan vi alle nok enes om: Det er rart at være sammen med mennesker, som har begge ben på jorden. Det er rart og godt for én selv at have begge ben på jorden. I selvudviklingens verden hedder begrebet grounding eller på dansk jordforbindelse.

Muskelpanser

Det er Alexander Lowen som først har brugt begrebet grounding. Alexander Lowen var elev af Wilhelm Reich og byggede videre på dennes arbejde. Wilhelm Reich, der var elev af Freud, gjorde den store opdagelse at følelsesfortrængning foregår ved muskelpansring. I kroppen kan man mærke om man fryser, er sulten, træt, ked af det, vred, har lyst til sex, elsker nogen, er bange, føler sig ensom, glad osv. Ved at spænde muskler i kroppen kan man ændre fornemmelsen af kroppen. Prøv selv f.eks. ved at bide sammen, trække skuldrene op, runde ryggen, spænde bækkenbunden osv.

Som barn kan vilkårene være sådan, at det føles nødvendigt at se bort fra sider af den virkelighed, man er i. (Det kan der siges meget mere om, men her vil jeg nøjes med at konstatere det.) Og det kan man kun gøre, hvis man spænder nogle muskler på en måde, så man ikke mærker det, som kroppen fortæller os om de sider af virkeligheden. Nogle muskler spænder kronisk, andre bliver spændt, når man bliver bange for at mærke noget bestemt, eller tror der er brug for at passe særligt på. Dette spændingsmønster er ens muskelpanser. Man bevarer det livet igennem, medmindre man stopper op og gør noget andet med sin krop og sine følelser.

For at undgå misforståelser vil jeg med det samme bemærke, at man selvfølgelig også kan få muskelspændinger af andre ting, f.eks. dårlige arbejdsstillinger. Men på den anden side kan man måske netop komme til at bruge dårlige arbejdsstillinger, når ens kropsbevidsthed er forstyrret af et muskelpanser.

Fuldstændig jordforbindelse

Jordforbindelse eller det at have begge ben på jorden kan også beskrives ud fra denne sammenhæng. Den fuldstændige jordforbindelse opnås, hvis samtlige ens muskler har en funktionel tonus. Den fuldstændige jordforbindelse er vel noget vi kun oplever glimtvis hvis overhovedet, og det er nok mest et teoretisk begreb. Denne tilstand ville også være kendetegnet ved, at man ville være helt i virkeligheden uden forudindtagethed overfor andre mennesker, man ville se dem helt som de er, og sig selv helt som man er. Der ville ikke være nogen angst medmindre, der var noget i den ydre verden at være bange for.

Selvom denne tilstand er teoretisk, kender mange af os nok oplevelsen af øjeblikke, hvor man har været tættere på end normalt. Øjeblikke med kæresten/ægtefællen, familie, venner eller alene, hvor man har følt sig fri, og det har været nemt og "rigtigt". Måske har man spurgt sig selv, hvorfor det var sådan, eller hvorfor det ikke er sådan nu? Svaret er individuelt, men ihvertfald var jordforbindelsen bedre på det tidspunkt end normalt. Og man kan give sig selv større chance for at få den slags oplevelser ved at arbejde med sin jordforbindelse.

Kropsbevidsthed og fortrængning

Man kan, ved at arbejde intensivt med sin krop, f.eks. i forbindelse med en kropslig uddannelse til bevægelsespædagog, fysioterapeut, afspændingspædagog eller lignende, få sunde muskler og en god kropsbevidsthed med god kontakt til og kontrol over de enkelte muskler. Det medfører dog ikke i sig selv en afgørende bedre jordforbindelse, selvom det kan hjælpe meget. Har man en god nok kropsbevidsthed, så kan man mærke om en muskel er spændt, hvis man mærker efter. Altså giver opmærksomhed til den muskel eller del af kroppen. Men selvom man mærker, at en muskel er spændt kan man ikke altid få den til at slippe. Og nogle gange kan man måske få den til at slippe for så at opdage, at en eller flere andre muskler er blevet spændte i stedet for. Eller hvis man har fået den til at slippe, så spænder den måske igen, når man ikke længere har opmærksomheden på den. Kropsbevidsthed er et vigtigt redskab, til at opdage om der er noget ved virkeligheden, som man, pga. angst, undgår at mærke, se i øjnene eller erkende. Men når der skal laves om på de vilkår, er kropsbevidsthed, og de bevægelser eller øvelser man måtte bruge sammen med den, nogle gange ikke nok.

I stedet kan man gå til problemet med spørgsmålet:"Hvad er det jeg ikke vil mærke?" Og det er jo et spørgsmål til følelserne. Man må med andre ord arbejde med sine følelser såvel som sin krop for at få en afgørende bedre grounding.

Udfordringen i arbejdet med følelserne er, at se hvad og hvornår man har brug for at gøre noget anderledes med sig selv. De smutveje væk fra sin krop og virkeligheden, som man har måttet indøve som barn, og som er blevet til automatiske vaner, har jo netop den funktion at skjule, gemme og fortrænge. Og som voksen er man blevet vant til, at tingene er, som de plejer at være, så det er nemt at overse en automatisk gåen uden om noget og væk fra sig selv

Et eksempel på det: "Der kommer en vrede, når nogen siger nej tak til mit tilbud om hjælp. Måske er der angst forbundet med at blive vred, så jeg undgår at mærke det. Måske kommer der, som reaktion på at jeg undertrykker vreden, i stedet et generelt ubehag ved en bestemt person, der har sagt nej tak til mit tilbud om hjælp. Et ubehag jeg måske forklarer på andre måder: Personen roder, kommer altid for sent, er perfektionist, siger ting på en dum måde, er arrogant... Dumme mennesker, altså mennesker jeg har det sådan med, er jeg vant til, dem er der nok af, det er som det plejer at være."

Her ville en god kropsbevidsthed betyde, at jeg har en større chance for at opdage, at noget er galt, f.eks. mærker jeg måske en spænding, når vedkommende er til stede.

Hvis det terapeutiske arbejde i dette eksempel blev ført til ende, kunne det meget vel ende med, at jeg opdager, at jeg følte mig værdiløs, ubrugelig og kasseret, da min hjælp blev afvist. Og at jeg nu i stedet kan mærke, at jeg virkelig har værdi som menneske, uanset om nogen siger nej tak til min hjælp.

I eksemplet kunne det selvfølgelig også være godt at arbejde med angsten for at mærke min vrede. Den vrede, der kommer i eksemplet er jo relevant, men adressen er forkert. Den skal ikke rettes mod den, der siger nej tak til min hjælp, men mod den eller dem, der har vist mig, at jeg ikke er noget værd, hvis mit tilbud om hjælp bliver afslået. Det er temmelig sikkert i barndommen at én eller begge forældre har vist mig det.

Det negative selvbillede

Kernen i problemet i dette eksempel er det negative syn på mig selv: „Jeg har ikke nogen værdi, hvis mit tilbud om hjælp ikke bliver taget imod". Andre negative syn på mig selv i dette eksempel kunne være "jeg er ond, hvis jeg er vred" eller "jeg er besværlig at være sammen med, hvis jeg fortæller et andet menneske, at jeg har det svært med ham/hende". Det negative syn på én selv er et centralt begreb i Bioeksistentiel Psykoterapi og kaldes det negative selvbillede. Graden af ens grounding hænger tæt sammen med det negative selvbillede: Jo svagere ens negative selvbillede er, altså jo mere man er i kontakt med sin værdi, jo mere groundet er man. Det er vel også intuitivt klart nok, at jo mere man synes det er godt, det følelsesliv man har inden i sig, og jo mere man dermed er i det og lever i kontakt med det, jo mere groundet er man.

Følelsesgennembrud

Hvis man gør et langvarigt intensivt arbejde med sin krop, f.eks. som led i en uddannelse, vil man undervejs i den proces kunne opleve følelsesgennembrud, f.eks. i form af gråd eller angst, som kan føles ret voldsomme. Den slags gennembrud kan også undtagelsesvist forekomme på almindelige bevægelseshold eller ved individuelle behandlinger. Som underviser eller behandler i sådanne situationer er det vigtigste, at man ikke selv går i panik. Den slags gennembrud er ikke farlige. Følelserne er der jo i forvejen, forskellen er, at man nu mærker dem. Det man som underviser kan gøre i den situation er at arbejde med klientens/elevens grounding: opfordre til at bøje knæene, trække vejret dybt og roligt og med kropskontakt og/eller øjenkontakt vise, at man er der. Og allervigtigst træk dit eget vejr, gå lidt ned i knæ, mærk hvordan du selv har det og giv dig god tid.

Det kræver et terapeutisk integrationsarbejde med følelserne, hvis sådan et gennembrud skal føre til egentlig menneskelig vækst og en afgørende bedre grounding. Det kræver, at de bliver sat ind i en sammenhæng, at man i tilstrækkeligt omfang forstår, hvorfor man har det sådan, at man helt mærker følelsen og alvoren i, at man har det sådan, at man siger helt ja til at have det sådan, og at man bruger integrationen til grundlæggende at ændre synet på sig selv - det negative selvbillede. Integrationsarbejdet er endvidere noget, der ofte kan strække sig over længere tid. Kroppens lukningsreflekser kan være ret kraftige - automatikerne kan tage tid at af-automatisere, så integrationsarbejdet må man fortsætte indtil de grundlæggende ændringer i synet på sig selv tages alvorligt nok. Uden integrationsarbejdet vil man, efter et følelsesgennembrud, snart vende tilbage til den normale lukkede tilstand.

Nogle terapi retninger og selvudviklingsformer arbejder med følelsesgennembrud som det afgørende i menneskelig vækst. Det gør de ud fra en tankegang om, at vi har indre ophobede følelseslagre, af f.eks. vrede eller gråd, som bare skal tømmes, for at vi igen bliver sunde, uneurotiske og groundede. Desværre er det ikke så enkelt. Man er nødt til at arbejde med selve det negative selvbillede, som er det, der gør at man holder sig selv og sine følelser tilbage. Ellers bliver "følelseslagrene" bare fyldt op igen. Følelser er ikke noget, der skal ud. Følelser er noget man skal tage alvorligt og sige ja til at have.

Betydning for behandlere

Hvis man afgørende vil forbedre sin jordforbindelse må man altså arbejde terapeutisk med sig selv. Når det er sagt, så skal det også siges, at der er masser af ting, man kan gøre for at få den bedst mulige jordforbindelse lige nu. Og det må have betydning for mange slags behandlere og undervisere at have den bedst mulige jordforbindelse. Det er der flere grunde til.

For det første så smitter stress, det gør ro også, og jordforbindelse. Man kan støtte en klient i at få en bedre jordforbindelse ved selv at have det.

Et andet eksempel er virkelighedskontakten. Jo mere jordforbindelse man har, jo mere virkelighedskontakt har man og dermed også en bedre evne til at fornemme andre mennesker. Behandleren kan blive bedre til at fornemme grænser, angst, usikkerhed, hvad der er rart osv. hos en klient, hvis han/hun før og under behandlingen arbejder på at have så god en jordforbindelse som muligt.

Et tredje eksempel er, at man bliver bedre til at passe på sig selv, hvis man kan mærke, hvordan man har det, altså har jordforbindelse.

Et fjerde: Det er godt, hvis klienten er tryg ved behandleren. Det man bliver tryg ved hos andre mennesker er ægthed og ikke f.eks. venlighed og høflighed. Det er nemlig svært at få en fornemmelse af, hvad der skjuler sig bag en pæn facade. Og hvad man ikke ved kan man ikke blive tryg ved. Jo mere jordforbindelse behandleren har, jo mere ægte er han/hun, og jo mere kan klienten umiddelbart fornemme behandleren og dermed få tillid til denne.

Man kan lave tilsvarende eksempler for undervisningshold.

Hvad kan jeg gøre

Jeg vil til sidst videregive nogle enkelte konkrete ting man kan prøve, når man vil have en bedre jordforbindelse. De vigtigste handler om opmærksomheden og åndedrættet. Hvis der ikke er noget, som tager ens opmærksomhed, f.eks. hvis man ser noget usædvanligt, bliver forskrækket eller lignende, så vælger man frit hvad man vil bruge den til. At flytte opmærksomheden fra tankerne i hovedet, hvor den tit er under vores himmelstrøg, og til kroppen er vigtigt. Mærk dine fødder, underben, lår, bækken, mave osv. Stå med let bøjede ben mens du gør det. Dette kan man også gøre under en behandling. Samtidig kan du arbejde med åndedrættet: Lad maven hænge ud og fylde det den fylder, træk vejret roligt og dybt gerne igennem munden. Lav evt. et billede af at du trækker det helt ned i tæerne. Mærker du, at du spænder et sted, så er det nogle gange nok at bevæge stedet for at få det til at slippe.

Klienten

Noget som er vigtigt at tænke på, når man ønsker at en klient får mere jordforbindelse er fødderne. Ligger klienten på ryggen, er det godt at have benene i krogstående dvs. bøje benene og sætte fodsålerne i underlaget. Du kan massere under fødderne eller trykke dem ned i underlaget. Bed klienten om at trække vejret dybt og roligt - udåndingen skal være et slip, gerne med et suk. Hele maven og brystkassen skal bevæge sig jævnt. Du kan lægge din hånd et sted på kroppen f.eks. nederst på låret, på lænden eller på ryggen bag solar plexus.

Hvis du vil vide mere vil jeg anbefale Sensetik Instituttets aktiviteter og terapeuter, her ligger mange års erfaring bag arbejdet med jordforbindelse.

Kontakt