Min tro kan ikke flytte dine bjerge

Forfatter: Peter Bjørn Hansen

Mit liv med Sensetik terapi

Det korteste svar på spørgsmålet om, hvad Sensetik terapi har betydet for mit arbejdsliv er alt. Et lidt længere svar kunne lyde, at jeg ikke kan forstå, hvordan jeg kunne passe mit arbejde, førend jeg gik i terapi. Begge svar kunne måske bruges som blikfang i en reklame for Sensetik, men er unægtelig temmelig indholdsløse.

Mine forudsætninger

Jeg arbejder som præst i folkekirken. Jeg er en af meget få præster, der ikke er tilknyttet et sogn, men et område, nemlig Danmark øst for Storebælt.
Jeg arbejder med hørehæmmede, dvs. mennesker, der taler dansk og ikke tegnsprog, men i løbet af deres liv er blevet ramt af det handicap, at deres hørelse er nedsat eller bortfaldet. I den sammenhæng laver jeg det samme som andre præster bortset fra, at jeg ikke fører kirkebøger. Jeg holder gudstjenester, foretager dåb, vielse, bisættelse/begravelse, har samtaler og skriver og redigerer på en hjemmeside.

Det er alt sammen opgaver, jeg tror det er umuligt at løse ordentligt, hvis man ikke har god kontakt med sig selv. Men det var bestemt ikke mit arbejde, der fik mig til at gå i terapi i januar 1999. Jeg lærte Sensetik at kende i andet halvår af år 2000.

Det var noget af et tilfælde, der frembragte den kontakt. Hos min første terapeut (en kvindelig aut. cand. psych.!) var det mest noget med at tegne og fortælle. Jeg kunne hurtigt mærke, at jeg havde brug for noget mere kropsligt med en mandlig terapeut. En bekendt fortalte mig om Bodynamics og Peter Kofoed, som jeg ringede til, men han havde heldigvis ikke tid og henviste mig til Peter Wiese, som jeg uden andre afbrydelser end ferier gik hos fra august 2000 til hans død i juli 2009. Det var før Sensetik-navnet kom til. Dengang hed det jo Bioeksistentiel Psykoterapi, og som filolog irriterede mig det straks, at ordet bioeksistentiel var en sammenblanding af græsk og latin, men det irriterede mig heldigvis ikke så meget, at jeg droppede det, og nu er det jo temmelig uaktuelt, selv om navnet Sensetik kan få mig til at tænke på en nyreligiøs sekt – jf. ”dianetik” og scientology, men det er måske en arbejdsskade hos mig at tænke sådan. Peter Wiese var meget direkte og ligefrem, og efter at han havde konstateret, at vi kunne kommunikere – jeg husker, at han bemærkede, at han kunne holde mig frustreret! – gik vi i gang.

Min historie

Jeg opsøgte en psykoterapeut, efter at jeg i en længere årrække havde forsøgt at læse mig til egenterapeutiske … resultater, siger jeg med lidt krumme tæer.

Jeg følte for at sige det mildt, at jeg kunne have det bedre. Jeg havde formuleret det sådan for mig selv, at jeg trængte til at få ryddet op i min barndom, der fyldte for meget. Min barndom fylder stadig, men jeg har lært at give plads til både den og mig selv.

Jeg er enebarn; min far blev dræbt i en bilulykke i december 1954, da jeg var 2½ år gammel, og jeg er vokset op med en enlig mor, som betragtede mig som noget, der var kommet ind i hendes liv for hendes skyld. Når jeg ville mig selv, og når det jeg ville var noget, min mor ikke ville, at jeg skulle, og det var det som regel, faldt dommen lynhurtigt: jeg var forkert, og straffen var kulde og fravær af kærlighed og i en periode før jeg kom i skole sågar trusler om børnehjem! Hele sit liv efter min fars død modarbejdede min mor aktivt med offerspil, at jeg gjorde mig fri af hende. Jeg kunne være et skoleeksempel på Sensetiks opfattelse af, hvordan neuroser opstår! Da jeg kom i skole og min progressive klasselærer på Frederiksberg meget beundringsværdigt foreslog et tremåneders ophold på en såkaldt svagbørnskoloni, blev min mor meget fornærmet – det var hendes standardreaktion – og sagde nej tak og bebrejdede mig, at dette tilbud var kommet frem!

Der var ikke tradition for lange uddannelser i min familie; begge mine forældre forlod skolen som fjortenårige og kom i lære, min far gik i øvrigt i skole i dette hus; men jeg var vældig god til at gå i skole, og det måtte min mor modstræbende indrømme, selv om hun til sin tilfredsstillelse kunne fordømme mig for dårlige ordenskarakterer og manglende færdigheder i gymnastik.

Jeg tog først studentereksamen og siden cand. mag. – eksamen i græsk og latin med religion som ekstra bifag og underviste meget under og efter studiet; det var jeg god til og kunne godt lide, men på grund af vanskeligheder med at få en fastansættelse søgte jeg i 1984 med nogen kvababbelse tilladelse til at søge præstestilling i folkekirken via en nu ophævet overgangsordning, og efter et par år som sognepræst på landet fik jeg i 1986 min nuværende ansættelse, som jeg igennem de sidste 10-12 år – Sensetik en gang til – er blevet så glad for, at jeg har sat alle planer om tidlig pensionering på pause.

Hvad Sensetik har lært mig

Og nu er jeg efter denne nødvendige udenomssnak tilbage på sporet; når jeg siger, at Sensetik terapi har været vigtig for mit arbejdsliv, skyldes det først og fremmest, at den har været vigtig for mit liv. Og når mit liv går godt, går mit arbejde alt andet lige og erfaringsmæssigt også godt.
Jeg har det bedre, end jeg nogensinde har haft det.

Jeg er f.eks. langt om længe blevet i stand til at mærke, at det er dejligt bruge kroppen og godt at træne og dyrke motion. Jeg var plaget af overvægt som barn – i min mors optik var også det naturligvis min skyld – og hadede alt med gymnastik og fysisk udfoldelse; som voksen har jeg altid motioneret – først af pligt og for at undgå at blive syg, men nu er daglig træning nødvendig for mig og forbundet med stort velvære.
Jeg er også blevet glad for at være uden andet selskab end mit eget; Peter lærte mig at give tilslutning til, at det er en stærkt undervurderet beskæftigelse at lave ingenting. Før skyndte jeg mig at tage en bog, når jeg var alene, fordi, sagt lidt firkantet, jeg mente jeg var nødt til at tage noget rigtigt stof ind for at kompensere for alt det forkerte, der var mig. Det minder mig om, hvad den franske freudianer Lacan et sted fortæller om en af sine patienter. Det var en videnskabsmand, en neurolog tror jeg, og et af hans problemer var, at han frygtede at hans forskning ville gå i stå, fordi hans hjerne stagnerede, og hans livret var altså cervelle fraiche eller frisk hjerne – en fransk tilberedning af kalvehjerne!

Jeg er i dag meget lidt bekymret for fremtiden, og det bliver bedre dag for dag; før forventede jeg altid, at det værst tænkelige ville ske – både privat og professionelt, og jeg var ude af stand til at trække grænser for mit ansvar og havde svært ved at sige nej og hævde mit eget standpunkt. Jeg brugte også en metode, som jeg havde forfinet i samværet med min mor: Når jeg skulle sige noget, hørte jeg det for mit indre øre, før jeg talte. Dvs. at jeg stort set ikke kunne være spontan. Det kan jeg i dag, og det skaber kontakt, og det betyder alt i en samtale, fordi det er en forudsætning for at fremkalde nærvær og engagement.

Jeg genkender min gamle metode, når jeg hører nogle politikere besvare spørgsmål – de tydeligste eksempler jeg kan komme på er Thor Pedersen og Ritt Bjerregaard. Jeg tror, det er tydeligt for enhver, at de ikke er til stede i deres tale!

Sensetik med på arbejde

Før i tiden var jeg især i arbejdssammenhæng meget optaget af, hvad andre mente om det, jeg sagde. Var det nu godt nok, var det relevant, var det rigtigt osv.?

Jeg stiller stadig de samme spørgsmål, men nu er det mig selv, jeg stiller dem til. Selvfølgelig vil jeg gerne have ros og anerkendelse og blive set, men det er vigtigere for mig at kunne se mig selv i øjnene, når jeg siger noget. Det er afgørende for mig at få sagt det, der er rigtigt for mig snarere end det, jeg mener, må forekomme andre rigtigt. Jeg vil også meget nødigt sige noget vrøvl, - og det kan man ellers let komme til i mit fag.

Mit arbejde består i at fortolke og udlægge. At fortolke eller udlægge noget er at etablere en sammenhæng, så det, der skal fortolkes, bliver forståeligt og klart. Det kan man i første omgang kun gøre overfor sig selv, og så kan man prøve, om det også virker på andre. Og hvis man prøver at forklare det, der skal forklares ved en ubekendt størrelse, vrøvler man. Det er meningsløst f.eks. at forklare dårlig kommunikation mellem mennesker med floskler som dårlig karma eller Guds vilje, men det sker ikke desto mindre igen og igen. Det kan i teorien godt være, at det er min vurdering, at det er Guds vilje at du og din ægtefælle ikke kan kommunikere, men alligevel skal blive sammen; men i så fald er det bare min subjektive tro, som rettelig ikke kan deles af andre ud fra mine ord, men kun hvis de selv kan acceptere de mellemregninger, der fremkalder vurderingen. Hvis jeg får en åbenbaring, kan jeg kun dele den med dig ved at fortælle om den, og for dig bliver det derfor ikke en åbenbaring, men en fortælling om en åbenbaring. Eller endnu tydeligere: Jeg kan ikke få dig til at mærke min orgasme ved at fortælle dig om den – og nok heller ikke på andre måder, men i hvert fald er det ikke nok med ord.

Det er et udtryk for gyldigheden af et mundheld, som jeg nok tror, jeg selv har fundet på, jeg kan i hvert fald ikke på Google finde andre, der har sagt det, og det lyder: Min tro kan ikke flytte dine bjerge. Min tro kan ikke være et gyldigt argument for andre end mig selv! Det er i anstændighedens navn væsentligt, især når man skal stå på en prædikestol!

Før- og efterbilleder

Jeg er nået til, at det er mig selv, der for mig er målestok for, om det er rigtigt at sige, som jeg siger. På et vist abstraktionsniveau er præstearbejde ikkevæsensforskelligt fra det, en psykoterapeut laver; blot er præsten bundet af en referenceramme i form af bekendelsesskrifter, som han skal forholde sig til; det kan være en hæmsko, fordi der kan komme problemer, man må fortolke sig ud af, men det kan sandelig også være en fordel, fordi man har et righoldigt forråd af fortællinger, som man kan bringe i spil, når det er relevant.

Jeg har også fået mod til at bruge mig selv og ikke mindst min historie og mine erfaringer i mit arbejde; jeg har meget godt ud af at lade det være en del af de fortællinger, jeg forholder mig til andres fortællinger med. Sådan var det ikke før. Jeg gjorde et stort nummer ud af at holde min person ude af det, jeg sagde; jeg tror, det skete af frygt for, at jeg derved kunne blive kritiseret, og jeg havde vænnet mig til, at al kritik af mig var berettiget og rigtig. Men i dag kan jeg ikke forestille mig at forsøge at opretholde det skel, som jeg mener, er lige så forkert og absurd som skellet mellem mig og min krop. Jeg så at sige er i kraft af min krop; formuleringen er ikke min, den kommer fra den franske filosof Merleau-Ponty, og slår en tyk streg over Descartes’ påstand, at min eksistens skulle være funderet i den omstændighed, at jeg tænker.

Jeg består dybest set ikke af hoved og krop eller fornuft og følelse eller hvordan man nu vil lave denne tvedeling. Jeg er en helhed, men i vores kultur har det for mig med min livshistorie taget meget lang tid at blive klar over det.

Det er utvivlsomt betoningen af kroppen, der for mig har været det vigtigste ved mødet med Sensetik, men også det, der har været sværest for mig at tage ind.

Jeg synes i retrospekt, at det kendetegner min tid med Peter Wiese, at jeg gjorde kraftig modstand mod at inddrage det kropslige; han ville gerne gøre noget, jeg ville hellere tale. Hvad det angår, har det været lettere for Gorm, som jeg har gået hos siden Peters død.

Det har taget sin tid, men i dag er jeg helt og aldeles overbevist om, at erindringerne om de uhensigtsmæssige oplevelser, jeg har været udsat for, i bogstaveligste forstand er knyttet til min krop – til spændinger og andre uhensigtsmæssigheder. Derfor har jeg stillet mig på venteliste til et Rolfing-forløb. I dag har jeg overskud til også i en hvilken som helst arbejdssituation at mærke min krop; det giver mig bevidsthed om, at det altså er mig, der står og gør det her, og det er for mig af afgørende betydning mht. at være grounded eller have solid jordforbindelse.
Hvad er det, man søger, når man er søgende? Nogen siger mening, men mit personlige, erfaringsbaserede, subjektive bud er at det også er evnen til at have det godt med at være på det sted i sit liv, man er, eller i det mindste finde frem til det sted, man gerne vil være, og vilkårene for at komme derhen. Siden jeg sagde ja til at medvirke i dag, er det gået op for mig, at jeg for første gang i mit liv, så langt jeg kan huske tilbage, og jeg kan huske meget langt tilbage, kan være i stand til at være til stede på en autentisk måde der, hvor jeg er, uden samtidig at tænke på det næste, der kommer som den næste opgave, der skal løses. Og det er i høj grad Sensetiks fortjeneste. Og det er, selv om jeg mener, der tales for meget jysk i København, slet ikke så ringe.