Cookie Menu

Bioeksistentiel Psykoterapi

Introduktion til grundbegreberne

(Denne tekst er fra før navneskift til Sensetik terapi.)

Bioeksistentiel Psykoterapi er det navn, Olav Storm Jensen sammen med sit første hold elever har valgt til at betegne den terapiform, vi praktiserer og underviser i.

Navnet er valgt for at betegne grundforhold, der karakteriserer terapiformen og for at signalere, hvor på landkortet over psykoterapeutiske skoler og retninger vi befinder os.

Forstavelsen bio- henviser til mennesket som krop og levende, biologisk naturvæsen. Med dette vil vi signalere det kropsorienterede perspektiv, der har sine rødder i W. Reichs opdagelser i 1930erne, hans udvikling af vegetoterapien og videreudviklingen af denne tradition i bl.a. Bioenergetisk Analyse (A.Lowen), Biosyntese (D.Boadella) og Biodynamisk Psykologi (G.Boyesen).

Med udtrykket eksistentiel vil vi signalere det fænomenologisk-eksistentielle perspektiv, mennesket set som bevidst vælgende og handlende subjekt i sin tilværelse, der ligger i de humanistisk psykologiske terapitraditioner. De kan eksempelvis karakteriseres ved navne som F. Perls, R.D. Laing, R. May, C. Rogers, M. Buber.

Mens denne første del af navnet, bioeksistentiel, således siger noget om, hvordan vi faktisk tænker og arbejder, er anden del: psykoterapi bestemt af, at dette er den traditionelle terminologi for arbejdsområdet.

Begrebet psykoterapi, som jo logisk knytter sig til begrebet psykopatologi, repræsenterer præget fra det medicinske menneskesyn, der har domineret området. Terapi, i sin traditionelle betydning, er noget med at behandle et menneske, der er sygt. Psykoterapi derfor endda noget endnu snævrere: behandling af sygdomme i en del af mennesket, den psykiske del, det som er mennesket - bortset fra dets krop.

I det menneskesyn, som ligger indlejret i ordet psykoterapi, kan vi således fra vort synspunkt naturligvis savne et krop-psykisk helhedssyn. Men derudover kan vi også savne en social dimension og en tidslig procesdimension. Et mennneskeliv er noget, der foregår i sammenhæng med andre mennesker - på et utal af planer - i en stadig proces.
Vores væren-i-verden er en væren-med-hinanden og en væren-i-tiden.

På mange måder er det, vi laver i bioeksistentiel psykoterapi temmelig modsat det at tage et menneske ud af sin tilværelse, tage psyken ud af dets krop og diagnosticere og behandle denne psyke. Vi kan sige, at vi prøver at se på et menneskes gøren og væren i sit liv med sig selv og andre, og at psykoterapi handler om at ændre på forhold, der betyder unødvendige forringelser af kvaliteten i dette liv. Det bioeksistentielle perspektiv betyder, at terapiarbejdet har kropslighed, følelser og energi som centrale dimensioner sammen med dimensionerne bevidsthed, ansvar og valg.
Dette gælder såvel på arbejdets observationsplan, dvs. det, vi kigger og lytter efter, som på dets reflektionsplan, det vil sige, sådan som vi forstår og tænker om det, vi observerer, og på dets interventionsplan, det vil sige, sådan som vi gør.

Hvor sygdomsbegrebet fra den medicinsk/psykiatriske menneskeforståelse jo fundamentalt peger mod tilstande, vi er uden ansvar for, ses i bioeksistentiel psykoterapi netop ansvarsdimensionens bevidstgørelse og ændrede håndtering som helt afgørende i den terapeutiske proces.

Når det centrale terapeutiske omdrejningspunkt er klientens ændrede valg, følger det logisk, at det begrebsapparat, der er brug for, har netop vælgerens eget perspektiv.
Dette er baggrunden for Bioeksistentiel Psykoterapi's fænomenologiske orientering: Til bevidstgørelse i klientens selvforståelse og situationsforståelse fordres det sprog, der beskriver, hvordan oplevelsen er fra det subjektive perspektiv (indefra-perspektivet).
Objektive forklaringer (udefra-perspektiv) på sig selv viser ikke frem mod ændret handling, men mod objektiv behandling.
Subjektiv forståelse kan derimod åbne for nye handleperspektiver, fordi det er forståelse fra samme perspektiv som handlingens.

Det terapeutiske arbejdsfelt

En måde at tale om det psykoterapeutiske arbejdsfelt på, som kan være mindre fremmedgørende end den traditionelle, medicinsk funderede tale om "en neurotisk personlighed", kunne være at tale om områder i et menneskeliv (blandt mennesker), hvor fortiden vikler sig ind i nutiden på måder, der rammer dette menneskelivs kvalitet. Områder, hvor nutiden bliver indviklet på grund af noget, vi engang blev viklet ind i.

Med lidt ordspil kan vi sige, at psykoterapi kan opfattes som arbejdet med forbedring af menneskers livskvalitet, gennem en udvikling, der er en afvikling af indvikling.

De historisk betingede indviklinger af forholdet til sig selv og andre, der udgør psykoterapiens arbejdsområde, kan ses som resultat af modsigelser i barndommens relationer med de betydende voksne (primært far og mor). Det er relationer, hvor de voksnes møde med barnet - og dermed også deres spejling af barnet - præges af manipulation, dobbeltkommunikation og pseudokontakt. Dermed gøres barnets opgave med at danne sig konsistente billeder af, hvem det er, og hvad det kan forvente sig af andre, til en indviklet opgave, der ikke umiddelbart kan løses.
De signaler fra følelser og sanser, som barnet oplever situationerne gennem, kan ikke danne modsigelsesfrie billeder.

Dette betyder angst. Den tilpasning til relationen, der er nødvendig for barnet, kan kun lade sig gøre gennem en eller anden form for fortrængning af dets følelsesmæssige og erkendemæssige virkelighedskontakt.

For at kunne leve med det indviklede livsforhold er der noget, man må undgå at mærke og at lægge mærke til.

Valg og ikke valg

I det bioeksistentielle perspektiv er opmærksomheden på, hvor det er, vi kan vælge og hvor det er, vi ikke kan vælge, et helt centralt tema.
Vi kan ikke vælge, hvem vi er og hvad vi er, men derimod hvad vi gør. Sat på navneord bliver dette sondringen mellem væren og gøren.

I denne terminologi kan vi beskrive barnets uløselige opgave som det at blive sat overfor kravet om at ændre på, hvad det er, ikke kun hvad det gør.
Da dette jo ikke kan lade sig gøre i virkeligheden, må barnet "løse" opgaven ved at gøre nogle oplevelser til uvirkelighed.

Grundlæggende vælger vi ikke vores følelsesliv. Udtryk for og beskrivelser af følelsestilstande refererer til, hvad vi er. Vi bruger eksistensverbet om følelsestilstande. Vi siger: Jeg er glad, jeg er vred, jeg er ked af det o.s.v.

Lige så vigtigt som det er at forstå og anerkende ikke-valget angående det grundlæggende følelsesliv, lige så vigtigt er det at forstå og anerkende, hvor omfattende og grundlæggende valget gør sig gældende i alt, hvad vi gør.

Vi er - ved vores konstante valg af, hvad og hvordan vi gør, hvad vi siger og viser, og hvad vi giver opmærksomhed til eller lukker af for at se, høre og mærke eller tænke nærmere over - konstant ansvarlige for, hvordan vi håndterer vores liv med dets indre og ydre forhold af givne vilkår og frie muligheder.

De basale emotionelle reaktioner er bundet til deres situationer. Vi bliver bange, når vi bliver truede, glade, når vi føler os elskede, vrede, når vi bliver krænkede, sørger, når vi lider tab o.s.v.

Disse reaktioner i sig selv vælges ikke, og de kan ikke vælges fra. Fysiologisk har de deres udspring i det autonome nervesystem, som ikke er underlagt viljen.

Det, der kan vælges i forbindelse med de emotionelle reaktioner, har med deres videre skæbne i vores bevidsthed, udtryk og handling at gøre: Om de her anerkendes, udtrykkes eller rummes, som de er og respekteres i handling, eller om de søges bekæmpet, fortrængt, skjult eller set bort fra.

Disse sidstnævnte, fortrængende valg effektueres ved kropslige metoder: muskulære opspændinger og manipulationer med åndedrættet. Det er dette forhold, der var Reichs opdagelse, som bragte kropsperspektivet ind i psykoterapien.

I vores oplevelse af virkeligheden, både den ydre og den indre, gælder det også, at det direkte sansemæssige erfarings indhold ikke kan vælges. Det er bundet til den virkelighed, der faktisk virker på os.

Vi kan ikke frit vælge, hvad vi vil se, høre eller mærke, når vi faktisk ser efter, lytter efter og mærker efter.

Det, der her er vælgeligt, er brugen af vores opmærksomhed. Vi kan vælge, om vi ser, lytter og mærker, eller vi lader opmærksomheden forblive i de tanker, forestillinger eller opfattelser af virkeligheden, vi på forhånd møder situationen med og handler udfra.

Vi kan vælge, i hvilken grad vi faktisk udnytter den mulige sansemæsige virkelighedskontakt til at belyse og realitetsteste vores forestillinger og opfattelser. Også disse valg er i høj grad kropslige.

Følelser og energi- binding og forløsning

Paradokset i forbindelse med at bekæmpe spontane følelsers faktiske eksistens er, at netop på denne måde fastholdes følelsen i en kronisk tilstand.

Når følelsesimpulsen neutraliseres af en modsatrettet, handlestyret energi, opstår der en energetisk knude. Impulsen eksisterer stadig som et mere eller mindre energiladet beredskab i organismen, og dermed må beredskabet for den fortrængende modhandling også fastholdes med en tilsvarende energi.

Det er let at se, at denne mekanisme koster energi. (Den kan faktisk ses som den basale mekanisme bag depression). Den energi, der bindes i sådanne knuder af impuls og mod-impuls, står ikke til rådighed for den frie livsudfoldelse.

Når de umiddelbare emotionelle reaktioner anerkendes, mærkes og respekteres, betyder det, at de enten kan rummes, eller at deres energi kan forløses i udtryk eller handling, som følelsen tilskynder til.

Får vi sagt fra overfor en krænkelse (og får en respekterende reaktion på det), er vredesimpulsen forløst, den har nået sit resultat og kan slippes - eller rettere: den slipper os. Får vi mærket og udtrykt sorgen over et tab til bunds, betyder det en anerkendelse af tabets realitet, der kan frigøre energi og opmærksomhed til den nye virkelighed, der eksisterer efter tabet.

Hvis vrede over afvisning bliver mødt med yderligere afvisning på grund af vreden, er der ingen forløsende reaktionsmuligheder i den givne situation. Hvis dette betyder, vi bliver vrede på os selv over vreden - oplever skam og skyld over den - er der endnu en grund til at blive vred over disse vilkår - en vrede, der så igen kan vendes mod os selv o.s.v.

Vi kan således se den følelsesmæssige, energetiske side af de historiske indviklinger som en art lagdeling i oplevelsen af os selv og andre, hvor lagene er kendetegnet ved skiftevis udadvendt og indadvendt aggression.

I psykoterapien kan vi eksempelvis møde lagdelingen ved, at vi yderst møder et lag af udadvendt indirekte aggression i formen fornærmet, krænket offerspil. Under dette lag kan vi så finde følelserne ved et negativt selvbillede: skyld og skam, indadvendt aggression. Under dette igen, den bundne oprindelige aggression mod den skyld- og skaminducerende nøgleperson. Ved denne aggressions forløsning, kan den underliggende sorg over det kontakt- og kærlighedstab, som dette repræsenterer, eventuelt også forløses.

De mekanismer, vi taler om, betyder forringelser af kvaliteten ved livet med sig selv og andre, hvis former kan spænde fra det blot forstyrrende og begrænsende til det virkeligt dæmonisk ødelæggende.

Bevidsthed

Når oplevelserne i en nutidig social situation filtreres gennem en sådan forvredet struktur, betyder det, at perceptionen af både en selv og den anden overskygges af de forvrængede billeder, der er blevet opbygget i takt med bekæmpelsen af den følelsesmæssige virkelighed. Handles der i situationen udfra denne forestillingsverden, videreføres en selvbekræftende proces. Fortidens konklusioner skygger for den nutidige virkelighed.

Hvis frygt for at få bekræftet en negativ forestilling, "får os til" at undgå opmærksomhed på de sider af den ydre og indre virkelighed, der kunne bekræfte forestillingen, udelukker vi samtidig muligheden for at gøre netop de erfaringer, som kunne afkræfte den. Uanset forestillingens rigtighed får den på denne måde gyldighed som det, der regnes med, - det, der handles ud fra. Et eksempel: Klienten er i en skam og ser ned for ikke at møde terapeutens blik, som hun eller han forestiller sig må være fordømmende. På denne måde udelukker klienten sig fra at få forestillingen (den negative projektion) afkræftet ved at møde terapeutens faktisk accepterende blik. En erfaring, som ellers kunne bidrage til at revidere det negative selvbillede (den negative introjektion), dette menneske er viklet ind i, - den forestilling om sig selv, som skammen repræsenterer.

Når vi taler om følelsesbinding og -forløsning, er det det energetiske aspekt ved følelseslivet, vi ser på. Det er følelserne som drivkræfter bag handling og udtryk, der tales om.

Følelseslivet har imidlertid ved siden af sin dynamiske betydning en vigtig rolle i vores erkendeapparat som grundlaget for vores stadige værdimæssige orientering i virkeligheden. Svarene på, hvad der er godt, og hvad der er dårligt for os - i enhver betydning - kan i sidste ende ikke komme andre steder fra end fra følelserne.

Vi kan sige, at følelserne bærer energien i vores engagement i verden - og orienterer os om værdien i verdens svar på vores engagement.

Både følelser og sanser kan således give os grundlag for en bevidsthedsmæssig virkelighedskontakt, som vi, ved valget af, hvordan vi bruger vores opmærksomhed, kan gøre os åbne for eller lukke af for. Selve denne valgmuligheds realitet er jo imidlertid underkastet de samme vilkår; den kan ligeledes fortrænges fra bevidstheden. Dette faktum giver en af måderne at forstå, hvordan fortidens konklusioner om en fortidig virkelighed kan leve videre som antagelser og fantasier, der skygger for opdagelsen af en anderledes virkelighed nu.

Psykoterapien må altid tage sit udgangspunkt i det, som er, her og nu. Der, hvor fortidens skyggebilleder (som projektioner og introjektioner) vikler sig forstyrrende ind i virkelighedskontakten, kan så søges tilbage til disse forestillingers historiske rødder. I det regressive arbejde forsøges de historiske relationer gjort oplevelsesmæssigt nærværende, som var det nu.

Herved får klienten mulighed for at mærke og bemærke de sider af oplevelserne fra dengang, der måtte opgives eller fortrænges. Ved at skabe situationer, der fører oplevelserne fra dengang gennem nuet, kan deres virkelighedskvaliteter genopleves og genvurderes, og de opgivne evner til selverkendelse, gennemskuelse og relevant handling kan genintegreres.

Terapeutisk kontakt

Vi kan sammenfatte den terapeutiske opgave som: Det, at understøtte en proces, der bringer klienten i stadig bedre kontakt med sig selv.

I bioeksistentiel praksis varetages denne opgave ud fra den tankegang, at klienten kun kan komme i bedre kontakt med sin faktiske indre og ydre virkelighed gennem at komme i bedre kontakt med sine egne evner til at konstatere og fungere i denne virkelighed. Det vil sige:

Ud fra en sådan sammenfatning er det let at se, at det, der grundlæggende kvalificerer terapeuten til denne opgave, er at kunne det selv.

Vi kan sige, at den terapeutiske kontakt består i at være helt tilstede for klienten, med sig selv og som sig selv. Vi kan kalde dette princip for den terapeutiske kontakts etik, dens helt fundamentale værdiorientering.

Hvordan terapeuten konkret skal bruge sig selv i kontakten afgøres af, hvad klienten har brug for. Men i opmærksomheden på hvad dette er, overordnet og i det givne øjeblik, må terapeuten bruge hele sig selv. Han / hun må bruge alt tilgængeligt fra sine følelser, sanser, fornemmelser og tænkeevner for at opnå den bedst mulige kontakt med den faktiske virkelighed og den bedst mulige indlevelse i klientens måde at forholde sig til denne virkelighed på.

Det er kontakten med klientens proces i det givne øjeblik, der er afgørende for den terapeutiske relevans og kvalitet af de valg, terapeuten hele tiden må foretage i sin interaktion med klienten.

I forbindelse med hvordan terapeuten viser sig selv i samspillet med klienten, må hun eller han kunne være sig selv, ægte og ærligt, med respekt for både klientens grænser og sine egne.

Terapeuten må kunne møde klienten og kunne give ham eller hende oprigtige, naturlige menneskelige reaktioner på den, han/hun er og det, han/hun gør. Kun på denne måde kan kontakten blive terapeutisk, i den betydning at klienten kan erfare en ægte menneskelig spejling der, hvor hun eller han møder situationen med forventninger om manipulation gennem forvrængende spejling.

Den bioeksistentielle psykoterapis perspektiv indebærer, at denne evne til at indgå i terapeutisk kontakt ses som den helt essentielle faglige kvalifikation.

Sagt på en anden måde er den essentielle kvalifikation at kunne være tilstede på den terapeutiske etiks præmisser - eller at have integreret den terapeutiske etik.

I forhold til denne grundkvalifikation er generel teoretisk viden og et repertoire af terapeutiske teknikker sekundære kvalifikationer. Det er følingen med klientens øjeblikkelige proces, der er afgørende for, om den teoretiske forståelse og de tekniske færdigheder kan bringes i anvendelse på en sådan måde, at processen faktisk bliver terapeutisk. Uden denne føling bliver interaktionen i bedste fald terapeutisk værdiløs, i værste fald af negativ terapeutisk værdi.

Dette betyder, at den faglige kvalificeringsproces og den personlige udviklingsproces ikke kan skilles ad. At komme til at kende sig selv og forlige sig med sig selv, så man kan være sig selv og bruge sig selv, er den basale kvalifikation for den faglige rolle, der er psyko-terapeutens.

Vi kan måske sige det sådan, at i dette fag er det at kunne møde et menneske som menneske den fundamentale færdighed.

Taler vi om disse forhold i et eksistentialpsykologisk teoretisk sprog, hedder det, vi taler om, det autentiske møde. I et fænomenologisk sprog, sproget for hvordan den direkte oplevelse er fra det subjektive perspektiv, taler vi om det, der føles som at tage alvorligt.

Vi kan formulere terapeutens opgave som den at tage klienten alvorligt. Og vi kan sige, at dette specielt er opgaven på de områder, hvor klienten ikke tager sig selv med sine evner, muligheder, følelser og værdier tilstrækkeligt alvorligt.

Sammenhængen mellem den personlige og den faglige kvalifikation kan vi så formulere således: Det, at blive et menneske, der kan tage et andet menneske alvorligt, er det samme som at blive et menneske, der tager sig selv alvorligt.

Terapeutiske teknikker

Som det fremgår af foranstående, er terapeutens basisfærdigheder opmærksomhedsfærdigheder, som grundlæggende hviler på terapeutens evne til kontakt med sig selv.

Med opmærksomhed på hele den fremtrædelse, som klienten viser med sine ord, sin krop, sit åndedræt og de ekspressive aspekter ved sin stemme, mimik o.s.v., kan terapeuten mærke sig dimensioner i den terapeutiske kontakts kommunikation så som: ægthed-uægthed, nærvær-fravær, tænken-mærken, klarhed-uklarhed, abstraktion-konkrethed, direktehed-indirektehed og følelser og tilstande som glæde, angst, vrede, varme, kulde, lettelse o.s.v.

Terapeuten mærker sig forhold omkring energi, bevidsthed og valg, der danner knuder for, henholdsvis åbner for virkelighedskontakten her og nu.

Selv om disse tre aspekters rolle i problemknuderne ikke kan isoleres fra hinanden i nogen absolut forstand, og dermed heller ikke bearbejdes isoleret fra hinanden i de terapeutiske interventioner, kan vi strukturere beskrivelsen af det terapeutiske arbejde ved hjælp af dem.

På den følelsesmæssige, energetiske dimension kan der være tale om energiblokering på lavt eller højt niveau. Det første i form af depression, træthed eller opgivelse, det andet i form af anspændthed, stress eller rastløshed - ofte i kombination med hinanden. Energien i modsatrettede følelser (typisk angst og vrede) holder hinanden i skak.

De terapeutiske interventioner i forhold til det energetiske aspekt vil ofte være kropslige. Der kan være tale om kropsligt energi-mobiliserende teknikker, der arbejder med åndedræt, belastning, overvindelse af fysisk modstand, vekslen mellem kropslig ekspansion og kontraktion. Der kan være tale om energi-forløsende ekspressive teknikker som for eksempel slå, sparke, bruge fuld stemmekraft - og der kan være tale om teknikker, der støtter hengivelsen til spontant åndedræt, fri bevægelighed og frit flydende følelser.

Interventionerne i forhold til det bevidsthedsmæssige aspekt handler om at forbedre relevansen af iagttagelse og tænkning i forhold til problemknuden. De vil meget ofte bestå i at spørge konkretiserende ind til erkendelsesforhold, der af klienten formuleres på et abstrakt eller generaliserende niveau. En vigtig side af sagen er, at bevidstheden om de involverede følelser bliver konkretiseret.

Den konkretiserende samtale kan også kaldes en fænomenologisk analyse

Ved en bevidsthedsmæssig bevægelse fra abstrakt mod konkret bevæges iagttagerperspektivet fra objektiverende mod subjektivt. Hvor vi i abstrakt snak kan sige man, må vi i konkret snak bruge jeg. Iagttagerperspektiv og handleperspektiv falder sammen.

Et afgørende mål med den konkretiserende samtale er at fremskaffe en klar sondring mellem, hvad der er faktiske iagttagelser, og hvad der er fantasier og forestillinger, altså faktisk hypoteser, i opfattelsen af sagen. Hypoteser kan være forkerte. Og de kan prøves af.

Valgaspektet aktualiseres ustandseligt for klienten i det terapeutiske arbejde. Det aktualiseres i forbindelse med spørgmålet om at gå ind på at forsøge de kropslige og erkende- og tankemæssige eksperimenter, som terapeuten foreslår, at gøre dem mere eller mindre helhjertet, at være åben, ærlig osv.

Ofte leder det terapeutiske arbejde også frem imod konfrontationer med nødvendige valg i klientens dagligdag, for eksempel at sige sin mening eller sige til eller fra overfor nøglepersoner.

Selv om et valg eventuelt erkendes som nødvendigt, kan det blokeres af angst. Angsten kan nogle gange reduceres gennem en nærmere undersøgelse af sagen (bevidsthedsmæssigt arbejde), men kan sjældent fjernes helt. Således bliver der i forbindelse med valget ofte brug for at mobilisere mod: evnen til at gøre det, der føles rigtigt, selvom man er bange. For mobiliseringen af mod kan arbejde på energidimensionen, kropsbevidstheden og jordforbindelsen være en afgørende støtte i adgangen til at kunne mærke sine faktiske ressourcer, sin faktiske styrke.